Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En helt tilfældig gruppe af mennesker i nutidens England deler en fælles skæbne: Alle har oplevet trusler eller vold udøvet mod sig selv eller familie. Og konstateret, at det etablerede samfund, lovgivningen og udøverne heraf, politiet hverken kan eller vil gøre noget ved det. Derfor ser de kun én udvej, og det er selvtægt – og ikke kun selvtægt, men hævn og forebyggelse mod fremtidige overgreb efter princippet øje for øje, tand for tand – og så lidt ektra oveni.
Alle savner dog modet til handling, men så dukker Danny Bryant op eller rettere hjem. Bryant har været udsendt som soldat i alverdens brændpunkter, og takken for hans arbejde bliver, at konen er rendt af sted med en anden.
Hvad resten af gruppen mangler i mod og handlekraft, har Bryant i overflod. Og da eks-betjenten Walter Lewis dukker op og tilbyder at dække over gruppens handlinger og supplere med insider-viden, kan selvtægten begynde mod pædofile, bøller, narkohandlere og alskens afskum, der ikke bliver håndteret af restsystemet.
Selvtægt som begreb er ikke noget nyt fænomen – og har været diskuteret mangt og meget.
Om det på nogen måde kan retfærdiggøres, skal jeg ikke kunne afgøre, blot konstatere, at gruppemedlemmerne i ”Outlaw” bliver udsat for handlinger der gør, at man godt forstår deres beslutning om at tage sagen i egen hånd.
Så ros for instruktøren for at have ramt dér, hvor fornuften bliver overvundet af følelserne. Skuespillerne gør også deres, især Sean Bean med ansigtet fuldt af lidelse er rigtig overbevisende, og Bob Hopskins karakter med alle de bristede illusioner giver god mening. Hvor man som tilskuer har forståelse for motiverne bag selvtægten, så går min anke mere på selve udførelsen af den. For der er ikke langt fra beslutning til handling i dette univers og handlingerne er ikke for sarte sjæle, når baseballbattet svinges med stor præcision og voldsom kraft. Først for sent tages den i min øjne essentielle diskussion om straf, nemlig hvem har egentligt fastslået, at ofret er skyldigt? Er strafudmålingen i orden? – ja, hvis linjen er øje for øje, så er det konsekvent, men når der nu lægges ekstra straf oveni? Og hvad hvis straffen rammer en uskyldig? Der kommer ikke rigtigt noget svar på disse spørgsmål, men måske er det med overlæg og man kan så have diskussionen med sig selv efterfølgende.
Ifht. motiver var det heller ikke helt tydeligt for mig, i hvilken retning man skulle tolke medlemmernes beslutning om egenjustits og forkastelse af det etablerede samfund, men igen satte det da tankerne i gang. Med 5 forskellige individer er der også 5 potentielt forskellige udgange og hvad der passer på ét menneske, passer måske ikke på det andet.
Udover de etiske overvejelser omkring selvtægt, som naturligt dukker op, så er man ret godt underholdt undervejs også. Som nævnt tidligere; gode skuespillerpræstationer, flot beskrivelse af et råt gademiljø og masser af handling uden for meget udenomssnak. Lidt over halvvejs fik den øgede fokus på volden, samt et løsere greb om instruktionen plads til at ærgrelsen bankede på, da lidt mere koncentration på den overordnede problemstilling desværre blev overskygget af ønsket om at lave en effektfuld slutning og få brugt resten af teaterblodet.
Overordnet sidder man dog tilbage med fornemmelsen af at have brugt 101 minutter med en veldrejet film med ønsket om at forholde seeren overfor evigt aktuelle problemstillinger. Og det er nu ikke så ilde endda.
Instruktøren Nick Love har også drejet filmen Football Factory fra 2004, og det er da vist en fejl, at overtegnede ikek har fået det set.
Der er intet ekstramateriale på DVD´en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
