Skriv en kommentar
En film for både børn og voksne
Da Paddington ramte biograferne i 2014 kom det som en total overraskelse, at filmen var så god, som den var. Med dens uskyldige humor og bedårende hovedperson, blev den ikke kun et hit i Paddingtons hjemland England, men også rundt omkring i verden. For selvom Paddington i den grad var en engelsk historie på alle leder og kanter, så var budskabet om kærlighed noget alle kunne relatere til, for ikke at glemme den søde bjørn med marmelademadderne gemt i hatten, som også var et stensikkert hit hos børnene. Spørgsmålet er så nu, om Paddington 2 kan holde den høje standard som den første satte, og svaret er ganske kort: Ja. Måske er denne efterfølger endda endnu bedre end den første, og det må siges at høre til sjældenhederne at to’eren er bedre end etteren.
Paddington 2 er den bedste familiefilm i mange år. Børnene vil blive tryllebundne af den fjollede humor og den søde og uskyldige Paddington, mens det voksne publikum vil blive særdeles godt underholdt af alle de jokes og små finurligheder, der flyver hen over hovedet på det yngre publikum. Det er en kunst at finde denne perfekte balance mellem generationerne, og dette er Paddington 2 et skoleeksempel på. Til det voksne publikum taber den dog meget af sin charme, hvis man ser den med danske stemmer. Den skal næsten ses på originalsprog for at få den bedste oplevelse, men til børn og unge er de danske stemmer naturligvis bedst. Her leverer selveste Hr. Skæg stemmen til vores hovedperson Paddington, og det vil med garanti vække glæde og genkendelighed hos de mange børn der kender ham fra børnefjernsyn.
En rendyrket hippie-indsprøjtning
Selve plottet i Paddington 2 er meget simpelt, og hvis man skulle finde noget negativt ved denne film, kunne man godt sige, at den næsten er for simpel. Men det er som om det bare passer til Paddingtons karakter. Paddington er ikke en bjørn der er sat i verden for at gøre store ting, men er derimod en meget simpel bjørn, der finder glæde og det fantastiske ved de små ting i livet. Alt han vil er bare, at alle har det godt, og det er der noget dejligt smukt og charmerende naivt over. Budskabet er kærlighed og karma, og det kan føles meget hippie-agtigt, men nøj, hvor har man nogle gange brug for en rendyrket hippie-indsprøjtning i denne verden, der, især i november, godt kan føles grå, kedelig og følelseskold. Hvis man gør godt, kommer godt igen, og husk, at du skal elske din næste, som du elsker dig selv. Det er ikke bare en god morale til de små, men i den grad også til de voksne. På den måde er det også en meget holdningsplaget film, og på en sjov måde også politisk. Det kan især ses i karakteren Mr. Curry, som fungerer som en skarp kommentar til flygtningekrisen og et modsvar til højrefløjens fremmedfjendskhed. Så på den måde, hvis man er streng, kan man godt se nogle scener i Paddington 2 som ren blomsterbørns-propaganda, men hvis man har problemer med det, skal man også være en sur gammel snegl.
På skuespilfronten er Hugh Grant stjernen i denne film. Han stjæler totalt showet i en meget uvant rolle som filmens skurk Phoenix Buchanan. Hugh Grant er blevet meget kendt de seneste år for ikke at gide de store filmoptagelser mere, og når han endelig har været med i film, skal der helst ikke kræves så meget af ham. Dette er dog et ”return to form” af den modne stjerne, og man får følelsen af, at han giver sig 100%. Det kan mærkes, og man bliver mindet om, hvorfor det egentlig var, at man syntes han var god dengang i 90’erne. Han er sindssygt sjov, vanvittigt charmerende og voldsomt selvironisk. Han kan stadig, den gode gamle charmør, og det er dejligt at se. En anden skuespiller der fortjener at blive nævnt er Brendan Gleeson, som stråler i rollen som den sure fængselskok Knuckles McGinty.
Et simpelt mesterværk
Nu tænker du sikkert: Fængselskok? Er det ikke en børnefilm? – Jo, men bare rolig. Selv fangerne i fængslet er ikke så slemme, som de i virkeligheden burde være. De er faktisk næsten for gode af sig, men det gør ikke så meget, for det er som sagt en børnefilm. Det er også især i dette fængsel man opdager den meget fremtrædende inspiration fra Wes Andersons’ film Grand Budapest Hotel. Instruktøren Paul King ligger ikke skjul på sin åbenlyse kærlighed til Wes Andersons’ stil, og nogle scener grænser op til at være et direkte plagiat. Det er dog igen noget man tilgiver, fordi filmen simpelthen er så godt sammensat.
Paddington 2 er en fuldstændig fantastisk film, man ikke kan undgå at komme i godt humør af. Jeg vil ligefrem vove at påstå, at man kommer ud af biografsalen som et bedre menneske. Paddingtons filosofi om at kærligheden er svaret på alt, og hans simple måde at finde glæde i livet på, smitter. I denne stressede og mange gange ufølsomme verden, er det en vigtig ting at huske hjertevarmen. Svaret er, og vil altid være: Kærlighed! Når man taler om mesterværker, tænker man normalt på store episke værker, der sætter hårdtslående spørgsmål i en oftest eksperimenterende og revolutionær form. Man tænker på stor kunst, med store skuespilpræstationer. Paddington 2 er lang fra alt det, men Paddington 2 er alligevel en film der skal hyldes. Der er nemlig også stor kunst at finde i den simple historie.
