Adam Sandberg bliver muligvis ikke den helt store skuespiller, men til gengæld er han effektiv til hans fag – nemlig komedie. Sammen med den unge Christin Millioti har de skabt en vidunderlig og sjov lille komedie.
Den afslappede Nyles ( Adam Sandberg) tager med sin kæreste til et bryllup i Palm Springs. Her møder han den modvillige brudepige, Sarah ( Christin Millioti), som blot ønsker at dagen skal overstås. Hun kommer dog ved en fejl til at følge Nyles ind i en underlig hule og vågner op i den selv samme seng, samme dag som brylluppet. Det viser sig, at de begge er fanget i en tidssløjfe, og vil genopleve den samme dag igen og igen. Så hvordan lærer disse to fremmede at overleve sammen, den samme dag, til tider og evighed.
Der er ikke meget historie i denne film, fordi de netop oplever samme dag igen og igen. Dog er der mulighed for at lære vores karakterer bedre at kende og ikke desto mindre lærer de også hinanden og sig selv bedre. Selvom Nyles har givet op og bogstaveligt talt tager dagen som den kommer, er Sarah dybt besluttet på at stoppe denne galskab.
Kemien imellem Adam Sandberg og Christin Millioit er rigtig god, hvilket er heldig, da de skal tilbringe meget af skærmtiden sammen. De formår at have humor, men kan også grave dybere ned til de eksistentielle spørgsmål om deres eksistens og konsekvenser af denne evige tilgang.
Det er også befriende at se en film på 90 minutter, som får sin historien fortalt og sit budskab ud. Dette er desværre en sjældenhed i blandt nyere film, men i
”Palm Springs” kan man heller ikke trække dagene længere. Selvom slutningen muligvis er forudsigelig, så er filmen nu stadig meget charmerende og man bliver tiltrukket af de to ensomme sjæle, fanget i hinandens selskab.
”Palm Springs” er sød, sjov og forfriskende. Selvom den muligvis kører samme formular som andre romantiske komedier, anvender den sin præmis af tid meget klogt, og dette er en fornøjelse.