Skriv en kommentar
Jørn Balthers tre uafhængige dokumentarfilm om regeringens normaliseringsplan af Christania, ”Cirkus-trilogien”, hvor ”Papirkrigen” er den sidste i serien, er ganske vist en forherligelse af fristaden og en kritik af politiets indsats derude. Målet helliger dog som bekendt midlet, og eftersom mange optagelser fanger politiets brutalitet midt i stormens øje, er de tre korte dokumentarfilm på 40-50 minutter hver ikke ligefrem nuanceret journalistik – men det er heller ikke formålet. Målet er at ophidse og skabe debat om normaliseringspolitikken i dagens Danmark, og her er ”Papirkrigen” saftig, kraftfuld og ekstremt vigtig.
Alle tre film er optaget på Christania fra 2005 til 2007. Den 55-årige Balther besluttede sig i 2005, fra den ene dag til den anden, efter en kropsvisitering hvor han skulle smide al tøjet midt i caféen Månefiskeren, at lave film der kunne åbne op for folks bevidsthed omkring det lille samfund i København. De følgende tre år har han så cyklet rundt med sit amatørkamera og har, trods over 40 anholdelser og adskillige politiovergreb, brygget resultatet sammen til tre dokumentarfilm – en film per år. Her er det så blevet til en række interviews, hvor Christanias fremtid vægtes og vejes udfra administrationens papirarbejde, besøgende og de lokale christianitter. Dette er, som sådan, ikke synderligt interessant for udestående i sig selv. Men via den indlejret synergi der springer i øjnene, et sted mellem portrættet af Christania og chokerende optagelser af brutal politivold og provokationer mod både gæster og lokale, kan intet publikum undgå at lade sig påvirke af. En af de mest gribende sekvenser, vises ved Christanias ellers fredelige 36 års følelsesdag. Her beslutter politiet at fejrer løjerne ved bl.a. at kaste tåregas i nærheden af en børnehave, til trods for at to grædende mødre står og skælder to ligeglade betjente ud. Der vises flere eksempler på, hvordan flere folk antastes på åben gade, også når de er gået ud fra Christania. Det sker ved bl.a. ydmygende kropsvisitationer, hvor al tøj skal smide og folk befamles på deres kønsdele. Ellers står den på brutal knippelsuppe med modbydelige optagelser, der bringer sindet resolut i kog.
Filmens budskab, en overskyggende kritik af den retning og indflydelse normaliseringsplanen, terrorloven og regeringens ”nul tolerance” politik har fået – herunder politiets indsats på Christania, har en helt altafgørende pondus og indlevelsesfaktor. Det er en modig og vigtig hård kritik, af udviklingen i kølevandet på regeringens tiltag i Danmark - vel at mærke bundet til forholdene på Christania, der symbol-lades som et mini Danmark før udviklingen. Balther lægger intet tidspunkt skjul på sin dagsorden med ”Papirkrigen”, det er en rosenrød fremstilling af Christanias grund idé. Udfra Balthers optik er fristaden demokratiets Utopia – og argumentationen hertil er bestemt udfra hans præmisser.
Balthers en-mands-show og on-the-spot optagelser kompenserer for filmens sløset teknik, klodset klipning og en irriterende forurettet voice-over. Produktionen virker amatøragtig og det er den - hvilket ofte er en dokumentars natur og derfor er han helt lovligt undskyldt. Pointen med filmen er netop ikke at være flot, men så troværdig og direkte som muligt. ”Papirkrigen” er, ligesom de to andre film i trilogien, tankevækkende og pågående materiale. Man kan have nok så mange forskellige meninger om Christanias eksistens berettigelse og retsstaten i det hele taget, men Balthers perspektiv er helt afgjort et frisk pust og bør ses af enhver dansker. Både for et indblik i Christania og den aktuelle situation – men så sandeligt også for Danmarks skyld, nu hvor terrorlovgivningen og normaliseringsprocessen for alvor er trådt i karakter.
De to forgående film, "Cirkuskrigen" og "Kulturkrigen", kan streames direkte fra hans hjemmeside her - hvor "Papirkrigen" også kan købes.
Det kan varmt anbefales.
