Skriv en kommentar
Forestil dig fremtiden.
I fremtiden kan du rejse til planeter i fjerne galakser og bo der. Her er naturen frodig og uberørt, og du kan starte på en frisk. Sådanne rumrejser tager mere end en menneskealder, og derfor har man udviklet maskiner, der kan lægge dig i dvale i århundreder.
Forestil dig nu, at teknologien fejler.
Din dvaletilstand holder ikke, og du vågner for tidligt. 90 år for tidligt. Passagererne omkring dig har i deres tornerosesøvn fortsat sukkersøde drømme om den planet, de snart kommer til at bebo, mens du er dømt til at leve dine sidste dage i ensomhed. Og hvad er livet værd uden som minimum en form for tosomhed? Er der noget, Norge har lært os i det forgangne år, så er det, at 'mennesker trenger mennesker'.
Det kan ikke benægtes. Udgangspunktet i Passengers, der er instrueret af nordmanden, Morten Tyldum, er enormt spændende, og beslutter du dig for at se den, vil den unægteligt igangsætte nogle tanker om eksistens og de sande værdier i livet. Tyldum er også hjernen bag Headhunters (2011) og The Imitation Game (2014), for hvilken han fik en Oscar-nominering for bedste instruktør skrevet på CV’et. Med sådanne film på bagen lægger Passengers for alvor i kakkelovnen til det helt store, og filmen beviser på mange led og kanter, at Tyldum er godt rustet til at lege med Hollywoods store drenge.
Udover at være instrueret af et norsk talent, hvis Hollywood-rødder først nu er ved at etableres, er filmen baseret på et originalt manuskript. Men når instruktøren ikke har en lang Hollywood-karriere bag sig, og manuskriptet er originalt, hvad skal så lokke folk i biografen? Det skal selvfølgelig 3D-effekter, et budget, der vil få enhver nordmand til at falde bagover og et stjernelækkert skuespillercast i form af ingen ringere end Chris Pratt og Jennifer Lawrence.
Alenetid er der nok af til Chris Pratt i filmens indledende 45 minutter, hvor hans karakter, den godhjertede mekanikerfyr, Jim Preston, vågner op 90 år for tidligt fra sin dvale på rumskibet Avalon. Det nærmeste, Jim kommer på selskab, er bartenderrobotten, Arthur (Michael Sheen), og selvom deres samtaler er visdomsfulde, ændrer det ikke på det faktum, at Arthur er en robot. Blandt de 5000 andre passagerer, der fortsat er i dvale, er den charmerende og eventyrlystne Aurora Lane (Jennifer Lawrence), som vågner et år efter Jim.
Selvom Passengers er temmelig forudsigelig og overraskelsesforladt og genremæssigt synes at være en lidt for blandet landhandel, er den omvendt visuelt lækker (og det er ikke kun Lawrence og Pratts fortjeneste!), mens dens første halvdel formår at skubbe Jims ensomhed godt ind under huden på sit publikum. Vi forstår ham, og vi forstår hans moralske overvejelser i forhold ti visse etiske udfordringer, og det er afgørende for en karakterdrevet film som denne.
Idet Aurora et stykke inde i filmen vågner fra sin dvale, får filmen desværre pludselig meget travlt med at sovse handlingstråden ind i en Titanic-lignende romance imellem Aurora og Jim og et dertilhørende kunstigt budskab om, at kærlighed overvinder alt. Det er ærgerligt, fordi filmen har noget originalt og markant anderledes kørende for sig i begyndelsen. Kærlighed overvinder alt-budskabet synes ekstra kunstigt, når noget af det eneste indblik, vi får i den ellers vagt karakterdefinerede Aurora, er, at hun har haft svært ved at lukke mænd ind i sit liv, men nu – en tand for belejligt – finder sit livs kærlighed i Jim, den eneste vågne person på Avalon.
Selvom Jim og Aurora i ånden vil have os med mod det uendelige univers on the wings of love, efterlades vi fastlåst tilbage i biografsalens mørke. Episk filmkærlighed som denne er på trods af overbevisende skuespil sjældent set i en mere upassende kontekst.
