Skriv en kommentar
Det moralske kompas.
Der er noget galt med Peter Kanins moralske kompas. Ikke bare Peter Kanin som karakter, men også selve filmen. Det er svært at forklare hvad, men der er hele tiden en følelse af, at der er et eller andet ”off” ved den her historie, og måden den bliver fortalt på. Som f.eks. når Peter Kanin blærer sig med at have dræbt Hr. Suhr, og senere hen myrder (tror han) Hr. Suhrs nevø, Thomas Suhr, sammen med sine brødre og søstre, der støt følger ham lige meget hvad. Der er også noget fundamentalt galt i, at Peter Kanin i forvejen tror, at han har ret til at stjæle fra Hr. Suhrs have. Den kvindelige karakter Bea, holder endda med Peter Kanin, og skælder Hr. Suhr ud, fordi han ikke vil lade kaninerne stjæle fra hans have – ”dyrene var her først”, som hun så naivt udtrykker. Men er dette ikke en lidt mærkelig udmelding at komme med? Kaninerne stjæler jo fra ham! Så det er okay at stjæle?... Et andet eksempel ser vi når Peter Kanin skyder brombær ind i munden på Thomas Suhr, fordi han ved at Thomas Suhr er allergisk over for brombær. Det ender med at Thomas Suhr får et alvorligt anfald – igen et potentielt mordforsøg som Peter Kanin gør med en lattermild tone. Det er i øvrigt en scene som Sony blev nødt til at undskylde for før filmen kom ud, og de har endda også lavet en undskyldning inde i selve filmen. Peter Kanin siger noget med, at man ikke skal sende klagebreve til ham, mens han kigger drilsk ind i kameraet - usmageligt. Der er intet galt med at inkorporere ting som mord, død, mobning og kriminalitet i børnefilm, det skal bare gøres rigtigt. I Peter Kanin er filmens lette tone over disse tunge emner dog med til at skabe en usammenhængende følelse.
En fin børnefilm.
Til slut gør Peter Kanin op for dens amoralitet, men fejler i at gøre det fuldendt. Stadig har man billederne af en morderisk kanin, der slår folk ihjel og æder deres gulerødder, og det føles stadig forkert trods alle karaktererne lærer af deres fejl.
Nuvel, lad den meget voksne analyse ligge, og lad os tænke på børnene. Peter Kanin er jo først og fremmest en børnefilm, og her følger filmen godt med. Humoren er skræddersyet til de små mavemuskler, med tilhørende fjollede og charmerende animationer. Der er med andre ord noget at grine af, og Peter Kanin holder humoren relativt højt hele vejen igennem. Der er såmænd også et par jokes her og der til de voksne, men fokusset er altså rettet til børnene.
Domhnall Gleeson og Rose Byrne fungerer rigtig godt som vores to hovedpersoner Thomas Suhr og Bea. Specielt Domhnhall Gleeson er god som vores ”skurk” (”skurk” er i citationstegn, for egentlig er den sande skurk Peter Kanin). Gode gamle Sam Neill er også kort med i starten som den gnavne Hr. Suhr, og han spiller rollen så godt, at man næsten savner ham resten af filmen.
Alt i alt er Peter Kanin en standard børnefilm, der nok vil gå i glemmebogen om et år eller to, men samtidig holder et fint niveau til de små. Det er på en måde en film, hvor helten og skurken er defineret af din alder, og det er en smule fascinerende. Hele den moralske diskussion ved Peter Kanin kan man være enig eller uenig i, men man kan dog ikke komme uden om, at det hele, for en voksen seer, virker underligt koldt og til tider psykotisk. Det er ikke fordi, at du skal være bange for at tage ind og se Peter Kanin med dit barn, langt fra! Du skal bare være klar på, at dit barn nok vil se Peter Kanin som helten, mens du nok hellere ville se ham i en tærte.
