Skriv en kommentar
Nicolas Cage er en skuespiller, som har det med at bryde vandene. Nogle ser ham som intet mere end et meme; en useriøs og elendig skuespiller, hvis eneste kvalitet er at gå såkaldt ’rage Cage’.
Andre ser ham derimod som en bastion i et skuespilfag præget af ensidighed, hvor kun realisme ses som den rigtige og sande skuespilform.
I Pig af debuterende instruktør Michael Sarnoski får vi en meget afmålt og nedtonet Cage, som stiller sig skarpt i modsætning til nogle af hans nyere præstationer i Mandy og Color out of Space. Det kan måske skræmme nogle af de fans væk, som udelukkende ser Cage film for at få et kick af den råbende og skøre Nicolas Cage. Personligt mener jeg at begge typer præstationer har sin kunstneriske berettigelse, og med især Mandy fra 2018 har Nicolas Cage bevist, at han absolut ikke har mistet grebet om sit skuespiltalent.
I Pig får vi den mest beherskede Nicolas Cage siden den mesterlige Joe fra 2013, og det klæder Pig, for trods det, på papiret, vanvittige og absurde plot, så er Pig en utrolig jordbunden og følelsesmæssig stærk fortælling.
I Pig følger vi trøffeljægeren Rob [Nicolas Cage], som lever ekskluderet fra omverdenen i en skovhytte udenfor Portland sammen med hans trøffelgris. Efter grisen en skæbnesvanger nat bliver kidnappet, må Rob rejse tilbage til byen og se sin fortid i øjnene. I sin søgen får han hjælp af sin eneste kontakt til omverdenen, Amir [Alex Wolff], hvis virksomhed er at sælge trøflerne videre til prominente restauranter i Portland.
Efter plottet til Pig for længe siden blev afsløret, og at det kom frem, at Nicolas Cage skulle spille hovedrollen, kan man nemt forstå, hvis nogle rynkede på næsen over denne sammensætning. Nicolas Cage er trods alt en mand, hvis arbejdsomhed har gjort, at han især efter årtusindskiftet har taget utrolig mange dårlige projektvalg. Men med Michael Sarnoski ved roret, et suverænt manuskript og ikke mindst én uovertruffen præstation fra Nicolas Cage, er Pig en film, som de færreste biografgæster hurtigt vil glemme.
Pig er på mange måder den diametrale modsætning til hævn- og voldsfilm som Cage’s egen Mandy eller Keanu Reeves John Wick. Pig bryder med forventningerne, leger med dem og vender dem på hovedet. Pig kunne nemt blot have været endnu en hævnfilm, hvor hovedpersonen skulle straffe de mænd, som havde gjort hans kære ondt. Det kunne der nok også sagtens have kommet en god film ud af, men Sarnoski vælger at tage en anden vej og udforske sorg fra nogle helt andre perspektiver. Med et kan det måske lyde som om, at Pig ikke er andet en stor tårefræser, som dykker ned i en verden, hvor kun elendighed eksisterer. Selvom om man næppe kommer fra Pig uden at være rørt i tårekanalerne, så evner Sarnoski også at skabe fantastiske komiske øjeblikke i sin debutfilm. Især samspillet mellem de to modsætninger Amir og Rob skaber mange gode øjeblikke, selvom det i enkelte tilfælde kan føles en smule forceret. Sidstnævnte er dog kun en lille plet på, hvad der kan karakteriseres som den nok bedste film om en gris nogensinde.
Michael Sarnoski har med Pig præsteret at skabe en mesterlig debutfilm og en film, som på mange måder er som ingen andre. Han evner fuldstændig at vende seerens forventninger til hævnfilmsgenren på hovedet og leverer et mesterstykke af et karakterstudie om en mand, som har mistet alt.
Pig kan fra d. 17. februar opleves i de danske biografer.
