Skriv en kommentar
Jack is back!
Og dog.
Denne fjerde udgave af piraternes sædvanligvis fabelagtige eventyr trænger vist til en kærkommen foryngelse – ironisk nok kredser filmens plot da også om en stræbsom søgen efter en mytisk ungdomskilde. Men det hjælper lige lidt på filmens grundlæggende vitalitet, der synes at hænge og dingle og dalre som løs hud på en førhen fedladen person. Johnny Depp har for fjerde gang taget Jack Sparrow-kostumet på med alt, hvad det indebærer af voldsomme gestikulationer med løse håndled, en dinglevorn gangart, som gik han på stylte og en sløret tale som hos en alkoholiseret slyngel.
Denne fjerde (mis)fornøjelse i pirates-franchisen er en semispændende historie om venner og fjender, kærlighed og had, ungdom og død. En fyrig kvinde fra Jacks omtumlede fortid krydser hans vej. Angelica (Penélope Cruz) hedder hun, selvom der nok er mere djævelsk forføriske end blidt englebarn over hende. Det er ikke just kærlighedens uransagelige veje, der på ny har ført deres banditveje sammen, men en fælles jagt på en sagnomspunden ungdomskilde. Tvunget ombord på det ominøse piratskib Queen Anne's Revenge, hvis kaptajn er den gruede, barbariske pirat Sortskæg (Ian McShane), befinder Jack sig i en betænkelig situation, hvor han ikke ved, hvem han skal frygte mest – den skydegale despot Blackbeard eller den sensuelle blast from the past, Angelica.
Et uventet, ukendt eventyr venter forude med alt fra græmmende grimme zombier og sexede, vampyrske sirener til en forbløffende disciplineret Barbossa samt en yderst fotogen prædikant.
Den bølgende pirathorisont lover dog mere, end den holder.
I uroligt farvand
Efter årtier med underlødige piratfilm, som okkuperede de nederste trin i filmbranchens fødekæde, opnåede Pirates of the Caribbean i 2003 revolutionerende resultater med Den sorte forbandelse, således at de ellers udskældte pirater med snaksalige papegøjer på skulderen og uhygiejniske tænder i gabet, pludselig var blevet the hot shit. To blockbusterfilm senere, Død mands kiste (2005) og Ved verdens ende (2007), begge med Gore Verbinski ved instruktørroret, for at blive i piratterminologien, og magien var etableret, myten garanteret … og billetlugernes ka-chiiing cementeret.
Med I ukendt farvand påbegyndes et nyt handlingsforløb, involverende et par gamle, men mestendels nye ansigter (Orlando Bloom og Kiera Knightley er officielt ude). Depp er naturligvis atter franchisens repræsentative ansigt udadtil.
Instruktørstolen er blevet givet til Rob Marshall, manden der har den Oscarvindende Chicago (2002), Mit liv som Geisha (2006) og Nine (2009) på filmsamvittigheden. Alle en smule melodramatiske, sentimentale bedrifter af vekslende kvalitet, og instruktørens kursoriske instruktørfortid spøger desværre også i piraternes fjerde entreprise.
På trods af at filmens pirater ikke altid kan regne med ham, kan det forventningsfulde publikum roligt sætte sit lid til pirat-festaben extraordinaire. Sparrow er nemlig igen i stødet, sjov og anarkistisk som bare fanden, og det er ubetvivleligt hans fortjeneste, at I ukendt farvand bibeholder et par apprecierede doser af piraternes sødmefulde appeal. Også i denne ombæring suppleres hans gavtyveagtige løjer formidabelt af den bestandigt spotske Barbossa (som altid en eminent Geoffrey Rush). Ligeså overvældende Depp og Rush er i deres karaktermæssige gengangere, ligeså undervældende er Ian McShane, der mest af alt ligner en gammel, træt, sur mand, der er mistænkeligt meget klar til den grå pensionsalder.
Så står det lidt bedre til med velbyggede Cruz, der ikke alene udsmykker biograflærredet, men også bidrager med tilpas meget bid, vid og vovemod til at gøre sin sexede skurkepræstation til en sand pirat-pirana.
Men lige meget, hvor meget Sparrow smægter, Angelica strutter, og Blacbeard skyder, så slipper fortællingens tempo sin susende slagkraft og bliver slækkende slap, ligeså snart filmens fortælling sætter sejl. I ukendt farvand lægger ellers eksplosivt ud, man bider negle (dog ikke ned til roden), spærrer øjnene op (dog ikke så de falder ud) og klukker ekstatisk (dog ikke mavekrampe-agtigt). Det kører for dem. Det kører, som det skal. Det kører faktisk helt godt.
Men en god halv time inde i filmen, begynder fortællingens luft langsomt at sive ud af den utætte ballon. Bortset fra en ualmindelig spændende sekvens med bedårende, men bidske havfruer, er I ukendt farvand aldeles drænet for sitrende suspens og dirrende drive. I stedet bliver der ævlet, kævlet og kværnet, som var det et sniksnakkende melodrama og ikke et fuldvægtigt eventyr, man havde indløst billet til. Man bliver altså stormende skuffet, hvis man håber, at denne piratomgang skuer tilbage til rødderne og prøver at genopleve den fremragende fortællelyst, den fænomenale fortællegejst og de fantastiske fortællegreb, der gjorde den første film så memorabel.
En vis fortrøstning kan man finde i, at den basale historie ikke er ligeså rodet og diskontinuerlig som i de sidste to piratfilm. Til gengæld er den både indholdsløs, grænsende til meningsløs. Dialogen er både ensformig og uorganiseret, fortællingen mangler et centreret fokus, og fremdriften lugter af rust og træthed. Enkelte morsomme momenter og strømlinede sekvenser er slet ikke nok til at bære filmen på høje, eksalterede bølger.
I et, hvad virker som, resigneret forsøg på at udfylde det gabende kærlighedshul efter Knightley og Bloom, gnaver filmen for meget i en ligegyldig attraktion mellem en åndsbedøvet havfrue og en åndsforladt prædikant. Det gør da blot savnet efter forgængerne så meget større.
Til gengæld er billedsiden gennemsyret af en fin æstetik, der virkelig vidner om sober professionalisme. Aktionscenerne mønstrer sporadiske glimt af lutter engagement, som magter at underholde uden decideret at ophidse. 3D-effekterne er derimod helt malplacerede og bibringer intet mereværdigt til pirat-projektet. Nu om dage er det åbenbart blevet in at brande en film med 3D-briller, men det bliver gjort i spekulative marketingshenseender og ikke for at forøge en films kvalitative dimensioner. Også I ukendt farvand gør denne irriterende tendens sig uheldigvis gældende.
På trods af denne anmelders måske overdrevet kritiske stemme, lander pirat-eventyret på fire skulderklap. Men hvis ikke, holdet bag Pirates-filmene opper sig til næste gang, vil min advarende svada til den tid lyde mere i retning af Hit the road Jack (and co.) and don't you come back no more, no more, no more, no mooore …
