Skriv en kommentar
Ufarlige kassesucceser
Skimmer man Tomas Villum Jensens instruktør-cv er det ikke just ord som originalitet, der springer frem på nethinden. Til gengæld er Villum Jensen garant for ufarlige kassesucceser som Min søsters børn (2001) og Sprængfarlig Bombe (2006), der lefler for det brede publikum med enkle historier og billige grin.
Player placerer sig fint i forlængelse af denne linje. Filmen placerer sig et sted mellem forudsigelig farce og komisk underholdning. Rasmus Bjerg spiller den tørre og regelrette advokat Michael-Helge, der imod sin vilje sendes på en sidste arbejdsopgave i Sydfrankrig, inden han som planlagt skal fri til chefens datter.
Boten Anna
Men alt går selvsagt galt. Michael-Helge snøres for 10 millioner kroner af svindler-parret Mariannne og Bob (Ellen Hillingsø og Lars Brygmann) og må alliere sig med sin gamle kostskole-kammerat Theo (Casper Christensen), der lever en solbeskinnet hustler-tilværelse på sin lystyacht Boten Anna (!) og krydrer tilværelsen med blonde piger og hurtige baner til næsen. Rollen som Theo ligger naturligt i forlængelse af den rapkæftede og fisse-fikserede Casper, man kender så godt fra Klovn-universet.
Bytter paragraffer med promiller
Det umage par vil vinde pengene tilbage i en ulovlig poker-turnering. Og ganske forudsigeligt forløber deres eskapader som en komisk dannelsesrejse, hvor det umage par høster af hinandens særheder. Michael-Helge lærer Theo at være mere ansvarsbevidst, så han ikke mister forældremyndigheden over sin søn. Og omvendt lærer Theo Michael-Helge at droppe advokatens stive ansigtsmaske og bytte paragraffer ud med både piger og promiller. Et uheldigt sidespring og en knægt på kokain er en del af processen.
I længden er Player dog en noget karikeret og forudsigelig affære, der kun momentvis inviterer til latterudbrud. Rasmus Bjerg er underligt påtaget i rollen som paragrafrytter med kontroltab. Casper Christensen er charmerende som flabet hustler, men tilføjer til gengæld ingen nye facetter til sin formåen med denne hovedrolle. Player ender derfor som en middelmådig film, der cementerer Villum Jensen som leverandør af komedier, der sigter bredt og rammer smertefrit.
