Skriv en kommentar
I august 1947 offentliggjordes en artikel om den amerikanske maler Jackson Pollock (1912 –56) i Life Magazine der mere end antydede, at Pollock måske var den største nulevende kunstner i USA. Her lægger instruktøren og skuespilleren Ed Harris´ film ud; Pollock signerer artiklen ved en fernisering og ser op på sin hustru; det kunstneriske gennembrud er en realitet, men … Derfra springer filmen 9 år tilbage og fortæller så roligt fremad. Først mødet med kunstneren, siden hustruen Lee Krasner, der tæmmer hans alkoholforbrug og skaber kontakt med de rigtige kredse, ikke mindst supermæcenen Peggy Guggenheim, og den toneangivende kritiker Clem Greenberg. Derefter de fire lykkelige år ude på landet, hvor grundlaget for det kunstneriske og kommercielle gennembrud lægges. Og endelig det frie fald fra højderne gennem et massivt alkoholforbrug og en hustru der næsten giver op. Filmen afsluttes med Pollocks dødskørsel i 1956, hvor han og den ene af de to kvinder i bilen blev dræbt.
Jackson Pollock blev berømt for sine dryppede og sjaskede billeder som han skabte i årene 1947 – 51, action painting kaldes processen. Lærredet rulles ud på gulvet og billedet bliver til ved at dryppe og sjaske og hælde maling ud på lærredet. På den måde blev en slags ur-billeder til, en amerikansk form af den europæiske ekspressionisme, men i modsætning til den europæiske udgave så aldeles fri for symboler og litterære forankringer. Netop den manglende forankring, kulturel og social er gennemgående i skildringen af Pollock. Filmen er m.a.o. konsekvent i sin skildring af Pollock som sit eget billede, som ur-menneske. Han formulerer sig ikke meget, hverken overfor hustruen eller vennerne. Og når han officielt skal udtale sig om sin eller om kunst i det hele taget, er det kun nødtvungent - han er tydeligvis utilpas ved situationen. Ordene er ham forlorne. Dertil kommer de mange drukture og opgør som udtryk for den sociale og kulturelle utilpas(set)hed. Kun i de fire lykkelige år, hvor de dryppede billeder bliver til, finder han et adækvat udtryk for, ja for hvad: for sig eller for det urmenneske, vi vel alle sammen bærer rundt på deep inside?!
Ed Harris giver os klogeligt ikke noget svar på spørgsmålet, men til gengæld en realistisk og utrolig velspillet film der helt og holdent afholder sig fra det nyfigne eller sensationslystne. Ed Harris spiller selv Pollock og gør det med konsekvens; indesluttet og lukket for sin omverden for i næste nu at eksplodere på lærrederne – eller ved middagsbordet. Her lefles på ingen måde for publikum; figuren gestalter ikke machoen eller beder om medynk og nåde, den er.
Harris får mere end værdigt modspil, ja overskygges til tider af Marcia Gay Harden som hustruen og kunstneren Lee Krasner der må stå så meget igennem. Krasners dobbelte kamp for dels at få mennesket dels ur-mennesket Pollock frem skildres på samme tid intenst og distant; det lykkes hende næsten at overbevise os om, at kunsten har førsteprioritet.
Film om kunstnere har altid det helt specielle fortælleelement, at de skildrer det som de selv udgør; nemlig den kunstneriske proces. Dermed ikke sagt, at filmen så altid direkte spejler den skildrede kunsts former; det sker kun sjældent. Ed Harris afstår fra at lade sin skildring af Jackson Pollock være en del af Pollocks værk så at sige. Det tætteste Harris film kommer på Pollocks metode og form er i det centrale afsnit af filmen, hvor optagelserne til den berømte dokumentarfilm om Pollock som instruktøren Hans Namuth udførte skildres. Namuths indstillinger kopieres minutiøst; ikke mindst den scene hvor Pollock maler på en glasplade, som Namuth filmer igennem - kameraet bliver m.a.o. det lærred, hvorpå Pollock maler. Vi har stadig ur-filmen som langfilm til gode. Mindre kan også gøre det og endda blive stort. Pollock er en stor film.
