Skriv en kommentar
Filmens handling udspiller sig på et mindre slot i simple, enkle omgivelser i det frodige og vildtgroende landskab ved Loire-floden midt i Frankrig. Fortællingen foregår omkring 1885 og er henlagt til en fortidig sfære. Samtidig er det en tidløs fortælling om kærlighed, nydelse og en usædvanlig gnist mellem to mennesker, som har delt samme lidenskab for fransk madlavning i mere end 20 år.
”Pot-au-feu” er løst baseret på fortællingen om ”La vie et la passion de Dodin Bouffant, gourmet” fra 1924 skrevet af Marcel Rouff. Han skabte en karakter ved navn Dodin Bouffant, der blev vartegnet på og emblemet på fransk gastronomisk geni. Gennem Dodin bliver den lange kulinariske historie om det franske køkkenets berømte finesser og delikatesser rullet ud med en detaljerigdom og sanselighed, så duften sitrer i læserens/publikums næsebor.
Vi lander midt i slottets landlige, rustikke køkken. Der er gang i madlavningen, da flere retter skal laves til en fin middag for herren og hans venner fra det rige og velstillede borgerskab. Det er en lang introscene på næsten 30 minutter, hvor kameraet følger persongalleriets kroppe og deres bevægelser, der flyder ubesværet mellem hinanden på køkkengulvet som var det et dansegulv. Med ultranær close-ups ”kigger” kameraet ned i gryderne, mens ingredienserne; friske grøntsager fra urtehaven, løgn, rød peber, champignoner tilsættes og dampen fra gryderne stiger op og varmen fra ovnen blusser op, da kalvestegen tages ud og tilberedes med hjemmedyrket kartofler og salater.
Det er kun den nødvendigste ordudveksling i form af beskeder, når Dodin (spillet med en afdæmpethed og blindhed af Benoît Magimel) beder om mere smør eller snitter grøntsager til hans uundværlige kok Eugénie (spillet fænomenalt af Juliette Binoche), som med stor indlevelse og præcision tilbereder maden med den største omsorg og mesterlighed. Et par unge øjne følger skarpt med i alt, hvad Eugénie gør. Det er deres unge lærling og arvtager Pauline (spillet af Bonnie C. Ravoire). Introscenen sætter stemningen og viser, at fransk gastronomi går videre til den næste generation. Eugénie spår Pauline til at kunne lave en helt ny ret om ganske få år.
Selvom året er 1885 så er Eugénie forud for sin tid. Hun er en exceptionel kvinde og en fri kvinde, som arbejder med sin passion for fransk madlavning ved at forfine, raffinere og forny den. Gang på gang har hun afslået frieriet fra Dodin, da hun gerne vil kunne lukke sin dør og beholde sin frihed til at være kok og ikke kone. Hendes dør står nu og da åben for Dodin for hun har stor kærlighed til ham på samme niveau som til maden, som de med stor passion laver og nyder sammen.
En scene i filmen faldt undertegnede anmelder for brystet. Scenen hvor Dodin sammen med sine venner indtager hortulaner (dansk ortolan) som en specialitet og som forret. En ortolan er en meget lille fugl, som siden oldtiden er blevet betragtet som den fineste af alle fugle. Den holdes fanget i cirka fire måneder i mørke, hvor den fordres med figner, druer, bær, søde frugter og når den er fire gange så fed som i naturen, så druknes den splitlevende i armagnac. Den serveres rygende varm og gæsten tager en serviet over hovedet og kommer derefter hele fuglens krop ind i munden. Hovedet bides af og fuglen skal være så varm, at man kan mærke fedtet løbe ned i halsen. Når fuglen er tilpas afkølet, tygger man sammen, knuser knoglerne og mærker smagen af leveren og lungerne, der er blevet gennemvædet i armagnac ved drukningen. Et ordsprog lyder, at går smagsoplevelsen efter bogen, så ’mærker man hele fuglens liv passere revy, fra Marokkos hvede og Middelhavets salte luft til blomsterne i Provence’ (beskrivelse fra Politiken 13. dec. 2003 af: Marcus Rubin).
En yderst ond og torturerende tilberedelsesmetode, som er blevet forbudt og ligeledes at indfange Hortulaner, som er en truet dyreart.
Efter indtagelsen af hortulanerne i filmens scene, fjerner Dodin og de fire herrer de hvide stofservietter, som de har haft over hovedet, mens de indtog hortulanerne. De har sved på panden og udveksler blikke, ikke ord, som kan tolkes som let skamfuld udmattelse.
Den vietnamesisk-franske filminstruktør Trân Ahn Hùng, kendt for ”Duften af den grønne papaja” fra 1993 er med ”Pot-au-feu” ikke blot interesseret i den franske mad, men hvad disse velduftende, fortryllende gastronomiske madretter gør ved folk. At kropslig nydelse og nydelse af mad er et og samme begær. Her falder den danske film ”Babettes gæstebud” fra 1987 fint i tråd med ”Pot-au-feu”, da den foregår i 1870’erne i en norsk lille bygd Berlevåg og hvor Karen Blixens fortælling bruger mad og smagsoplevelsen af fransk gourmet til at trænge igennem med sit budskab, at åndelighed i religiøs forstand og jordisk glæde ikke er hinandens modsætninger.
Ekstra oplysning: Ifølge filminstruktøren Hùng så er maden i "Pot-au-feu" ægte og særdeles spiseligt. Det var faktisk et problem at få skuespillerne til at holde op med at spise.
