Skriv en kommentar
I ”prinsesse eller ej 1” (2001) fandt Mia Thermopolis (Anne Hathaway) ud af, at hun ikke var en helt almindelig skoleelev i USA, hun var arving til tronen i kongedømmet Genovia. Etteren fokuserede på forvandlingen fra forvirret og halvgrim skolepige til flot og charmerende prinsesse, og på samspillet mellem Mia og den ældre dronning Clarisse. Det var en film af værste skuffe, som dog ramte rimeligt godt ned i et publikum, der lapper alt i sig, hvis bare det lugter en smule af noget royalt. Men med al respekt er det dæleme mere spændende at høre om Joakims dødskørsel med to skrigende unger på bagsædet frem for en så plat og glat historie, som vi har med at gøre her. Det er derfor en gåde, hvorfor vi nu skal belemres med toeren til dette søvndyssende og forudsigelige halløj, men ok: det royale får folk fra fantasi til pengepung.
I ”Prinsesse eller ej 2” er Mia blevet ældre, hun har just gennemført sin uddannelse i USA og tager nu til Genovia for at overtage tronen fra dronning Clarisse (Julie Andrews). Filmen udspænder sig over de 30 dage, Mia er i Genovia inden sin forestående kroning som ny dronning. Arveretten til tronen forudsætter dog, at prinsessen skal tage sig en mand inden, ellers må tronen overgå til den næste i arverækken. Straks går jagten på en prins ind, og da prins William af England ikke kan bruges, eftersom han er tronarving til sit eget kongedømme, må Mia gå andre veje. Snart finder hun den sympatiske og dannede Lord Andrew Jacoby (Callum Blue), og bryllupsforberedelserne kan gå i gang. Men elsker hun virkelig Lord Andrew, eller elsker hun en anden? Mabrey (John Rhys-Davies) forsøger at forpurre brylluppet, da det i givet fald vil give hans nevø Sir Nicholas (Chris Pine) tronen og dermed magten til Mabrey. Sir Nicholas forsøger undervejs at overbevise Mia, om at de to er bestemt for hinanden, men er det sand kærlighed eller kynisk spil for magt? Svaret blæser desværre ikke i vinden undervejs, hele tiden er man fuldstændigt overbevist om, hvordan det hele vil udvikle sig - for Nicholas virker bestemt ikke som en kynisk taktiker men mere som en romantiker af den slags, som passer perfekt til Mia.
I det hele taget er filmen en gang sødsuppe af værste skuffe. Dramaet bliver aldrig til drama, personerne bliver aldrig til rigtige personer, og humoren er så ligegyldig rutineagtig, at selv mine medfølende smil udeblev.
Filmen dyrker det royale på kvalmende vis og udmærker sig ved ufrivilligt at afsløre, hvor latterligt hele forestillingen om royale og ikke royale er. Således koges der, på en gennemført uoriginal og intetsigende måde, suppe på en pølsepind af vaneforestillinger om prinsesser og kongeriger. Det hele pakkes ind i et halvskidt lydspor med nogle enkelte sange og lidt dans. Der er skrevet nogle lettere komiske karakterer ind, men de fungerer overhovedet ikke, og man efterlades nede i biografen til tonerne af ens egne irriterede suk over alt lapseriet. Dialogerne er simpelthen for dumme og relationerne mellem karaktererne fanger overhovedet ikke.
Og så spørger man sig selv, hva en i H… skal en sådan film i danske biografer, og når man så har lagt ærgrelsen over tidspilderiet hen i hjørnet, vågner man op til en tid, hvor det royale stof sælger blot ved at være royalt. Mary og Frederiks bryllup var en gigant publikumssucces og for dem, der virkelig dyrker ugebladsstoffet og den slags begivenheder, er der nok af bekræftelse at finde i denne lette film. Mit royale hjerte ligger på et meget lille sted, og det foretrækker så sandelig en mere Zulu-agtig tilgang til konger og dronninger anno 2004.
Skal jeg endelig fremhæve noget godt ved filmen, må det være Anne Hathaway, der spiller hovedrollen som Mia. Hathaway er som skabt til denne slags overfimsede roller. Hun er simpelthen perfekt som overromantisk nymfe født med en guldske i munden og med store søde øjne a la Amalie Poulin. Senest har vi kunnet opleve Hathaway i den eventyragtige ”Magiske Ella”, der havde en væsentlig flottere visuel side og meget mere charmerende karakterer end dette royale rumskumsnusk. Den afgående dronning Clarisse spilles af Julie Andrews, der nok mest er kendt for sine meget charmerende ungdomsroller i musicals som ”Mary Poppins” (1964) og ”Sound of Music” (1965). I rollen som dronning Clarisse skinner Andrews naturlige charme dog ikke helt igennem, men det skyldes formentlig det utaknemmelige i at spille med i så flad en film. Alligevel fremstår Hathaway og Andrews som lyspunkter i forhold til et væld af overspillede og utroværdige præstationer bl.a. leveret af de to bejlere Chris Pine (Lord Nicholas) og Callum Blue (Lord Andrew).
Hele herligheden er instrueret af Garry Marshall, der har specialiseret sig i romantiske komedier. En genrebetegnelse man også kan sætte på ”Prinsesse eller ej 2”. Marshall var i øvrigt manden bag en af genrens absolutte klassikere ”Pretty woman” fra 1990 samt ”Runaway Bride” (1999), hvor Richard Gere og Julia Roberts igen spillede overfor hinanden. Film der viser, at genren skal holdes op på et charmerende samspil mellem personerne, og det er desværre fælt mislykket i ”Prinsesse eller ej 2”. Filmen kan dog anbefales til piger i den tidlige teenagefase, hvor drømmeriet ingen ende vil tage. Her vil Hathaway fremstå som den perfekte prinsesseprototype at spejle sig i.
