Skriv en kommentar
Kender du det, når man allerede efter 5 minutter bare ved, at filmen man netop har smidt i DVD-afspilleren bare vil være elendig – og man kun fortsætter med at se den, fordi man enten er for sløv til at slukke for den, finder den komisk (ufrivilligt vel at mærke) eller er tvunget ud i at anmelde den?
Nåmen, så kender du alt til Pterodactyl – for den er simpelthen et mønstereksempel på den slags film. Og det er næsten også det eneste gode der er at sige om denne produktion, som i en tid med fornærmelser og undskyldninger uden diskussion er en fornærmelse og burde kaste en masse undskyldninger fra både skuespillere, producent og instruktør af sig. Faktisk vil jeg skære ind til benet allerede på nuværende tidspunkt i anmeldelsen; filmen er en stinker, lad være med at bruge penge på den og lad være med at læse mere om den. Det bliver værst for dig selv.
I og omkring nogle skove i Tyrkiet har vores hovedpersoner valgt at tage på ekspedition. Det er en professor (som er navngivet Lovecraft) og en flok studerende, som har pakket jeepen og kører afsted.
For at understrege, at her er tale om studerende, er de unge mennesker iklædt fjollet nørdtøj, store briller og gakket gangart – så er ingen i tvivl. Undtagelserne er vores professor, som har noget kørende med den ene studerende samt brintoverilte-baben, der er lige så hjernetom som en mælkekarton uden indhold og forlanger bærbare toiletter ude i skoven. Denne herlige flok møder undervejs en håndfuld blodtørstige, angrebsivrige Pterodactyler, som er flyvende øgler, som kun burde eksistere i kridttiden. Mens ekspeditionen går og tygger lidt på den (og den ene øgle når at afklæde blondinen, så hun efterfølgende kun er iført undertøj), bliver vi præsenteret for en flok elitesoldater. Flokken løber rundt i samme skovområde og leder efter en terroist eller noget i den stil, i hvert fald ser han farlig ud, taler engelsk med accent (”kunne du lide tordenstokken”) og er i klædt camouflagetøj. Hans indfanges og de to grupper mødes og må så danne fælles front mod øglerne. Elitesoldaterne ligner mest en bande hjemmeværnsfolk, der er faret vild på vej hjem fra øvelse, og derfor byder hverken de eller professorbanden øglerne meget modstand.
Det er dog også svært at gøre noget ved dem, når kugler ikke rigtigt har den store effekt – og når deres vinger skærer hovederne af folk som var det en guillotine, de stødte på. For at gøre det rigtigt svært for øglerne, så vælger vores helte også hele tiden at løbe ud i det åbne for ligesom bedre at kunne komme i centrum, få skåret hovedet af eller at blive bortført af flyve-fyrene, alt sammen under irriterende høje skrig og skrål.
Pterodactyl – det er svært at stave til og umuligt at udtale – og for skaberne af filmen har det også været umuligt at skabe en illusion om virkelighed, for de CGI-skabte uhyrer ligner papirdrager med snore i ryggen, og får en til at tænke på 60´er lav-budget monsterfilm. De er ganske enkelt latterlige og deres skræmmeværdi er lig med nul – kun smilebåndet kan der trækkes på, når øglerne kommer pippende og man sukkende savner bare en flig af det mindste hjørne af Jurrasic Park. Og havde man så bare gjort filmen til en monster-øgle-uhygge-film parodi, så ville meget være reddet. Det havde ikke krævet de store ændringer i manuskriptet, indførelse af et par muntre replikker og resten giver sig selv – det er helt til grin. I ekstramaterialet, som man gud-hjælpe-mig alligevel har fundet værd at bruge tid på at lave, er der den sædvanlige smøre om hvor glade alle er for at være med i filmen, og hvor givende, lærerig og fantastisk processen har været – og når skuespillere sidder der og fortæller dette til kameraet, må man alligevel sige, at det er DVD´ens største skuespilerpræstation – det ser faktisk ud som om, at de mener det.
Det er ikke meget positivt, der kan siges om denne film……..Coveret er ret pænt…. Ja.
Ekstramateriale:
Terror in the sky – making of Pterodactyl
Trailer
Trailershow.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
