Skriv en kommentar
Da to tyve i 1999 gik ind på Nivaagaardsamlingen og plukkede to billeder ned af væggene – en Bellini og en Rembrandt til en værdi af små 300 mio. kr., vidste de ikke engang selv, at de pludselig trådte ind i historiebøgerne som udøvere af Danmarkshistorien største kunstkup. Og de vidste nok heller ikke, at deres levevej også ville gøre dem til hovedpersonerne i en film om deres bedrifter.
Historien om de to tyve, der ikke er vidende om deres milliongevinst, og hvor den ene af bagmændene er den ene gerningsmands søn – og de komplikationer den slags nu kan medføre, var for lokkende, og derfor er der blevet en film ud af det. Den meget produktive Anders Thomas Jensen har vel næppe haft et nemmere stykke arbejde, for manuskriptet var stort set skrevet i forvejen – og atter engang overgår virkeligheden fantasien.
Og det skal vi andre bare være glade for. ”Rembrandt” har det hele: et fremragende plot, knaldgode skuespillere i locations omkring downtown Vanløse og Sydhavnen - og så lige prikken over i´et – det er en virkelig historie. Lars Brygmann spiller den småkriminelle Mick, der har speciale i at stjæle skrot. Hans søn, Tom, har lidt større ambitioner (alligevel har han også valgt en kriminel løbebane), og har efter et tip i fængslet sat sig for at stjæle et maleri, der er 70.000 kr. værd. Sammen med sin smånørdede fætter forsøges kuppet udført, men da modet svigter, må der hentes assistance hos Farmand. Han tager sin makker med, og de slipper uden problemer af sted med billedet. Problemerne starter først, da de finder ud af, at det er det forkerte billede - med den lidt underlige sidegevinst, at værdien nu er oppe i millionklassen.
Et så værdifuldt billede splitter de fire, der alle har deres egen mening om, hvordan ”problemerne” skal håndteres.Og det hjælper heller ikke, at de hver især har deres egne personlige problemer at slås med. Især konflikterne mellem Mick og Tom er interessante, og da Micks far introduceres i historien, er det ikke svært at sige ”social arv”. Micks far spilles i øvrigt af Ole Ernst, og han er intet mindre end fremragende. Også Ulf Pilgaard har en mindre rolle, og også han er godt eksempel på en af de mange fine biroller.
De fires ihærdige forsøg på at komme bedst muligt ud af deres penible situation er lidt absurd Olsen-banden tilsat ”I Kina spiser de Hunde” – dog uden det unaturligt opskruede tempo – dertil en masse gode personskildringer. Filmen er ganske enkelt enormt underholdende, den går aldrig i tomgang eller forfalder til nemme løsninger, og bedst som man mener at have forudsagt begivenhedernes gang, dukker der nye overraskelser frem. Og så er det altså et ekstra krydderi at have i baghovedet, at denne lidt utrolige historie faktisk er baseret på en virkelig historie
Ekstramateriale:
Bag om Rembrandt – DR Arkiv
Krimizonen – DR Arkiv
Bag om filmen
Skuespillere
Prøveoptagelser
Musikvideo: Pernille Rosendahl & Anton Genn – ”Someday”
Trailers
Når en DVD-film skal ses, kan det være lidt vanskeligt at vurdere, om man skal gennemse ekstra-materialet først – det kan jo være, at det afslører pointer i filmen, man hellere vil opleve i selve filmen. På samme måde med ”Rembrandt”. Og kender man ikke historien, så vil jeg da gerne advare mod at kigge for dybt i det glimrende ekstramateriale – for her kan man få hele den ”rigtige” historie, serveret gennem DRs ”Krimizonen” og DRs ”Bag om Rembrandt”. Alligevel så kan det nu også anbefales at se netop disse to indslag. For de afslører, hvor absurd den virkelige historie er – at to personer kan vade lige ind på et kunstmuseum og bare snuppe to billeder til en værdi på over 300 millioner kr. - og hvor den største hindring er en kustode, der allerede har rundet de 70. Og som manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen siger, så var tyvenes research-fremgang så langt ude, at det ville virke utroværdigt på film. Tyvene havde klædt sig ud som 2. generationsindvandrere, og det mente man ikke kunne gøre sig på det store lærred, derfor blev det til et par store briller, for at tyvene lignede kunstinteresserede. Sådan er der mange guldkorn i ekstramaterialet (Interviewet med virkelighedens Mick er indbegrebet af surrealisme), som fuldt ud udnyttet DVD-mediet. De vanlige features med Trailers og Bag om filmen er da OK, men det er DR, der hiver vurderingen af materialet op. Personligt må jeg nok se ”Krimizonen” en gang til, bare for at forstå, at der faktisk er tale om en sandfærdig historie.
Hovedkonklusion: Se bare at få den købt – den er alle pengene værd, og faktisk er mit eneste argument for ikke at give samtlige stjerner, at jeg er lidt nærig af natur – og at den måske liiiige mangler det allersidste for at komme helt til tops.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
