Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Nogle myter er simpelthen fortalt og udformet så filmisk, at der ikke går mange år mellem nye fortolkninger. Fortællingen om Robin Hood er netop en sådan myte. Komplet med en medrivende baggrundshistorie og en mavepuster af en morale, der ikke nødvendigvis hænger særlig godt sammen med det kapitalistiske samfunds opbygning. Selvom der er milevidt fra Ridley Scotts beskidte og semirealistiske udgave til Michael Curtiz’ kulørte og løsslupne af slagsen, har fortolkningerne dog alligevel haft en rød tråd, der gør, at hver film føles mindre frisk end den forrige. Sidste års “Robin Hood” havde dog absolut intet nyt at byde på. Det på trods af, at have hyret en række nutidige skuespillere, givet filmen et MTV-lignende musikvideo look og sætte gearet gevaldigt op i forhold til de sidste mange fortolkninger.
“Robin Hood” anno 2018 starter ud med et “Black Hawk Down” lignende scenarie. Robin Hood er i krig, og de allieredes styrker bliver bombarderet af noget der ligner en gatling gun fra middelalderen. Robin Hood kæmper sig hele vejen rundt om den i slow motion action sekvenser, der ville gøre Zack Snyder misundelig, og redder dagen i bedste heltemanér. Filmen starter og slutter i et gear, der aldrig giver plads til en veludført plotafvikling og ej heller nogen form for karakterudvikling. Næh nej, målgruppen er hjernedøde præteenagere, der sluger alt råt og bruger film udelukkende som flugt fra virkeligheden. Man kan måske argumentere for, at filmens intentioner lykkes, men ikke helt som den gerne vil. Ved at vælge den ældgamle og overfortalte historie nærmest fuldstændigt uden ændringer, bliver filmen nemlig lynhurtigt hamrende triviel at se på. Når man for 30. gang ser Robin Hood nå at fyre 50 pile af på et sekund i slow motion, vil de fleste nok være stået af for længst. På trods af et højt gear og et nutidigt udseende, mangler “Robin Hood” nemlig den allervigtigste ingrediens for at lykkedes i sin mission på at underholde - kreativitet. Det kan ikke understreges nok, at filmen her i begge sine to timer er kønsløs, fantasiløs og hamrende kedelig. Man kan naturligvis slippe hæmningerne og bare grine løs af usandsynlighederne og fjollerierne, men ses filmen med andre briller på, mislykkes den i hvert et aspekt.
Taron Egerton virker ellers som et fornuftigt valg i rollen som Robin Hood i en fortolkning som denne. Han har bevist, at han mestrer action i “Kingsman” filmene. Jeg har dog aldrig set en mere anonym og ligegyldig Robin Hood i mit liv. Det er måske svært, at give ham skylden for at alt går galt, da manuskriptet har været igennem en række behandlinger uden på noget tidspunkt at fungere, og instruktøren virker som om, han slet ikke ved, hvad han laver. Men folk vil stadig pege på Egerton de næste mange år, som den mest fejlede udgave af Robin Hood. Oscarvinderen Jamie Foxx prøver ihærdigt at give den hele armen som Robin Hoods mentor John, men i kontrast til resten af filmens flade grundlag, virker det underligt og skævt, at se en skuespiller rent faktisk prøve, at få filmen til at fungere. Eve Hewson som Marian er glemt inden filmen slutter, da både rollen og skuespillet er blevet degraderet til en søvndyssende affære. Selvom manuskriptet er lort, vil jeg dog hovedsageligt skyde skylden på instruktøren Otto Bathurst. Han er uden tvivl hentet ind fra TV-produktionerne af filmens producere for at være en person, der altid makker ret. Resultatet heraf er en gigantisk økonomisk og kunstnerisk fiasko, som har ødelagt mandens karriere og givet filmselskabet en stor sort plet på resumeet. Jeg vil ikke engang prøve at påstå, at det er ærgerligt, for der var nok ikke mange, der i forvejen ønskede eller troede på projektet her.
Der er lidt slettede scener og en featurette blandt ekstramaterialet, der ikke underholder synderligt. Til gengæld er både billede og lyd helt i top på udgivelsen her.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
