Skriv en kommentar
Fortiden indhenter
Katie (Julianne Hough) er på flugt fra kriminalbetjenten Kevin (David Lyons), der synes besat at fange hende for et overlagt mord. Katie havner i en lille havneby i North Carolina, hvor hun hurtigt støder på enkemanden Alex (Josh Duhamel) og hans to børn. Hun starter langsomt et nyt liv op, mens Kevin desperat bruger alle metoder for at finde hende.
Katie er jaget af fortiden og i sin stræben efter et nyt liv, finder hun den altid charmerende alenefar Alex, der lige har mistet sin kone til kræft. Men hvor Alex har lært sin fortid og er ærlig omkring den, vælger Katie kun at kigge fremad. Hvad der skete i Boston, skal blive i Boston. Men det er en gammelklog morale, at fortiden altid vil indhente en i sidste ende og man bliver nød til at stå til ansvar for sine gerninger.
Idyllisk romantik med et twist
Southport er verdens mest idylliske sted på jorden. Politiets største opgaver består i at give et lift eller en venlig hånd til beboerne, eller i værste fald forbudt parkerede biler! Katie har vist i den grad fundet et sted, hvor hun kan føle sig sikker. Især når politichefen selv hænger efterlystplakater op i politikontoret af Katie uden at kigge på dem! Det er stedet, hvor intet sker og ingen træder hinanden over fødderne. I så fald siger man pænt undskyld.
Forfatteren og produceren Nicholas Sparks (The Notebook, 2004, Dear John, 2010) og instruktøren Lasse Hallström (Hvad så, Gilbert Grape?, 1993, Æblemostreglementet, 1999), tilfører den romantiske og sentimentale kærlighedshistorie både spænding og thrillerelementer, men det kan ikke undgås at føles forceret ved, at hele spændingen florerer i sidehistorien til kærlighedshistorien. Hver gang sentimentaliteten eller det følelsespornografiske bæver frem på lærredet, klippes der bare til parallelhistorien med kriminalbetjenten Kevin og hans urokkelige og stædige jagt på Katie. Det virker nogle gange, men i længden er det for konstrueret.
Falder til jorden
Den næsten to timer lange spilletid er også for lang. De utallige korte montager føles som fyld, ligesom mange korte scener virker decideret overflødige og forstyrrende. Flere gange virker ting ufrivillige komiske. Alex og Katie med deres konstante tandpastasmil, modsat Alex søn Joshs evige bæmund, bliver alt for meget pantomimeteater. Men intet slår dog replikkerne, som kommer helt op på den store klichégynge, der kun enkelte gange reddes af komiske indslag.
Det er anden gang at Hallström og Sparks samarbejder efter Dear John (2010). På mange måder passer Hallströms humane og ofte charmerende fortællerstil med Sparks romantiske kærlighedshistorier. Og Safe Haven fungere godt ved at blande romantik og spænding, hovedkulds forelskelse og forpint fortid, selvom det til tider kan virke for konstrueret. Sentimentaliteten ligger hele tiden på grænsen og vipper.
Men hele Danielle Steel-krydderiglasset, som er blevet tilsat ingredienser af intensivitet og spænding, tabes hårdt på gulvet til sidst, så romantikglassplinterne skær i øjne og ører til det bløder. Hallström og Sparks samarbejdet virker langt hen af vejen, men når filmen slutter havde man ønsket de aldrig havde fundet sammen!
