Skriv en kommentar
Salò foregår i den nazist-kontrollerede nordlige italienske region Salò i 1944, Mussolinis hovedkvarter, hvor fire notabiliteter bortfører 16 unge mennesker, i selskab med vagter og tjenere til et palads nær Marzabotto. Hertil kommer fire midaldrende kvinder hvoraf de tre fortæller ophidsende historier, mens den fjerde spiller klaver. Historierne har en del at gøre med Dante og De Sade og er alle af sadistisk karakter. De bortførte teenagere udsættes for allehånde eksplicit tortur og ydmygelser.
Pasolini er en kontroversiel filmskaber. Efter hans Totò periode (1966-67), hans mytiske film Oedipus Rex (1967) og Medea (1970), og hans såkaldt "vanskelige" film (Teorema (1968) og Porcile (1969), vendte hans sig mod litterære filmatiseringer. Tre af disse, Decamerone (1971), Canterbury fortællingerne, og Tusind Og En Nat (1974), der alle er soft-erotiske film, blev kendt som hans livs-trilogi. Senere fraskrev Pasolini sig disse film offentligt, og instruerede som en modsætning hertil, Salò.
Salò var og er en højst afvigende film, og er stadigvæk forbudt i adskillige lande. Filmen baserer sig på et manuskript skrevet af Marquis de Sade (1740-1814), som var om muligt endnu mere speciel end Pasolini. De Sades synspunkt var, at "der er intet hverken fundamentalt godt eller fundamentalt ondt, alt er relativt, relativt til vores synsvinkel.”
Filmen skildrer hvor perverse mennesker kan være, og den rolle offentlighedens passivitet og stiltiende accept spiller, ved at tillade ondskaben i at trives. Man kan så diskutere, hvor meget af budskabet der går tabt for flertallet af seerne p.gr.a. filmens følelsesmæssige intensitet, indhold og billeder.
Salò er fremadskridende og bygger op til et crescendo i de stigende niveauer af udskejelser der vises. filmen følger romanforlægget trofast, med undtagelse af det fascistiske islæt i starten og den corny afslutning. De anvendte special-effects er meget realistiske, mere realistiske end de fleste vil bryde sig om.
Filmens grusomme handling ledsages af et ret bizart musikvalg. En pianist klimprer kvikke dancehall-melodier, på andre tidspunkter er det lyden af bigband-musik der lyder fra grammofonen og radioen. Koreografien er tro mod den skildrede tid, og kontrasten mellem smukke billeder og de grusomme aktiviteter der skildres er påfaldende, og næppe tilfældig. Vanen tro anvender Pasolini primært naturligt lys, frem for kunstigt.
Det er en meget vanskelig film at se, også fordi alle dens hændelser har fundet sted, og stadig finder sted, etellerandet sted på kloden. Filmen bør tjene som en advarsel, især fordi vi alle et langt stykke hen ad vejen er det passive publikum hvortil Pasolini retter sit principielle budskab.
Rent filmhistorisk, er filmen også forløber for en lang række anderledes, skelsættende film, der næppe var blevet til uden Salò, film som Henry: Portrait of A Serial Killer, og ikke mindst Michael Hanekes’ Funny Games.
Salò blev forbudt i Italien. Kort før premieren blev Pasolini myrdet, og Salò blev således instruktørens sidste film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Criterion Film.
