Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Lad mig starte med en kringlet sætning: når en britisk instruktør hiver en amerikansk dirigent til at indspille en japansk film i Japan, baseret på en roman, der er baseret på virkelige hændelser, kan det næsten kun gå galt. Bernard Rose er en instruktør, der er bedst kendt for sine dystre film hovedsageligt i gysergenren - heraf er “Candyman” nok hans mest vellykkede. Derimod er dirigenten Philip Glass af en helt anden kaliber - nomineret til en Oscar tre gange og med suveræne score fra bl.a. “Kundun”, “The Hours”, “Note on a Scandal” og den russiske “Leviathan” bag sig, kunne man på forhånd gætte sig til, at dette ville det mest positive ved “Samurai Marathon” på forhånd. Og ganske rigtigt. “Samurai Marathon” er nemlig en søvndyssende sag, selvom historien egentlig er interessant nok. Her bliver politiske intriger, affærer og klasseskel hovedparten af en historie, hvor en landsherre afholder et maraton for sine samuraier og soldater med en ønskværdig præmie til førstepladsen - denne får opfyldt et enkelt ønske. Desværre har en spion afsendt et brev til Japans shogun pga. en misforståelse, og landsherren samt samuraierne må snart forsvare deres landsby med livet som indsats.
Filmens indledende time er dovent og forvirrende eksekveret. Indledningsvist bliver vi sat ind i historien via. et træls voice-over, og bagefter springer vi rundt mellem et alt for stort cast med sideløbende og ligegyldige bihistorier. Allerværst er filmens romance, der er fuldstændig utroværdig og ligegyldig for filmens fremdrift. Nær alle er introduceret og løbet sættes i gang, kommer der lidt skub i tingene. Lidt action opstår hist og pist med CGI-blodige halshugninger, og selve løbet har et par intense og humoristiske øjeblikke. De sidste 45 minutter er dog mildt underholdende, men alligevel anstrengt sat sammen vha. en spontan klipning uden fornemmelse for et flow. Det er dog hovedsageligt manuskriptet og instruktørens manglende talent, der får “Samurai Marathon” til at falde igennem. Med en mere fokuseret historie og et bedre overblik, er potentialet bestemt til stede.
Skuespillet er typisk afdæmpet japansk. Man kan dog godt mærke, at det ikke er en indfødt japaner, der styrer løjerne, da mange replikker bliver leveret enten fladt eller karikeret. På alle måder virker dette som et forfejlet projekt fra start af, der dog glimtvis underholder, og som det mindste har en interessant sand historie at byde på. Disse samuraimarathoner bliver stadig afholdt i Japan, så filmen har da sin berettigelse som en form for historielektion - bare ærgerligt at den ikke er bedre sammensat.
Ekstramaterialet består af et par trailers.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
