Skriv en kommentar
Det er efterhånden lang tid siden, vi her i landet har haft mulighed for at se en film af de italienske Taviani-brødre ; vel ikke siden ”Fiorile” (1993). Ikke desto mindre er de stadig særdeles aktive, men har åbenlyst ikke de hjemlige distributørers bevågenhed længere.
På trods af at de instruerede film hele vejen op igennem 60´erne, slog brødrene først igennem med ”Padre Padrone” (1977) og så den nu på criterionfilm.dk udgivne ”San Lorenzo-Natten” fra 1981, der året efter løb af med 15 filmpriser, deriblandt Jury Prisen i Cannes.
Vi er i det norditalienske Toscana-område i 1944. De amerikanske soldater er på vej som befriere op igennem Italien. I byen San Marino har tyskerne givet ordre til, at indbyggerne skal samles i kirken, ellers vil de blive skudt, eller risikerer at blive sprængt i luften sammen med de mange huse i byen, som tyskerne har mineret. Det er mao. ”de brændte broers taktik” som tyskerne er i fuld gang med at praktisere. En gruppe af borgerne tror ikke på, at de er i god behold i kirken, derfor sniger de sig i ly af mørket ud af byen, for at gå amerikanerne i møde. Det er åbenlyst risikabelt; landskabet er fuldt af nazister og fascister. Men på den anden side viser det sig, at de gjorde ret i at forlade kirken.
Fortælleren er en lille pige, Belindia (Miriam Guidelli) på 6 år, eller rettere den nu voksne kvinde, der fortæller, hvordan hun som 6 årig oplevede flugten fra byen ud på landet mod amerikanerne (en central og voldsom scene lader hende se mytologiske krigere kaste deres spyd, alt imens Verdis Requiem brager løs – gad vide om denne scene i sin tid inspirerede Hasse Alfredsson til synerne i sin mesterlige ”Den Enfoldige Morder (-´82)!?). Selvom hun er fortælleren, skiller der sig dog en egentlig hovedperson ud, nemlig den midaldrende mand Galvano (Omero Antonutti) der er initiativtageren til flugten.
Taviani-brødrenes styrke er åbenlys; stor sans for det maleriske i det italienske landskab og ikke mindst en særegen blanding af romantisk og realistisk skildring af landbefolkningen. Dertil kommer at fortællingerne har et allegorisk tilsnit; de har mao. mytologisk kvalitet. Det kræver sine brødre at arbejde med sådanne størrelser, men når det lykkes, er vi vidner til stor filmkunst – bedst måske i Pirandello-filmatiseringen ”Kaos” (1984), og værst i ”Good Morning, Babylon” (1987). Sådan ca. midtimellem finder vi bla. ”San Lorenzo-Natten” (1981), der nok har nogle vel sentimentale afsnit, ligesom dens ”katolske” afsnit kan virke vel påtrængende, men så til gengæld, ikke mindst i den store slutscene i kornet, med stor styrke overbeviser om, at det vitterligt kan lade sig gøre at fortælle allegorisk til både hjerne og hjerte.
Temaet i filmen er, på trods af den af og til bastante sentimentale og allegoriske stemning, afdæmpet og røbes først til sidst, da Galvano bliver tilbage på landet i stedet for at vende hjem til byen. Det handler om valget; nogle vælger at trodse tyskerne og præsten og forlade byen, nogle vælger at vende om, nogle vælger at kæmpe og andre at flygte, nogle vælger at hjælpe fx bønderne med høsten eller lade være, og måske vigtigst; nogle vælger at elske. Det hele foregår omkring og på San Lorenzo-Natten, natten med de mange stjerneskud, og de mange ønsker. Valgene ser vi, ønskerne er stort set uudtalte – men det vi ser udfoldet, er eksistentielle valg, og ja helt centrale ønsker for og i tilværelsen.
Der er desværre intet ekstramateriale på udgivelsen – og lydgengivelsen er ikke i top, billedoverførslen dog udmærket - men som så ofte før, bør vi være glade for Criterion.dks udgivelser af værker fra ikke mindst europæiske mesterinstruktører. Denne udgivelse er ingen undtagelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion Film.
