Skriv en kommentar
SWAT-lederen Rigg er den sidste officer i Jigsaw-sagen, der endnu står urørt tilbage. En aften kidnappes Rigg, og da han vågner, hører han de velkendte ord ”I want to play a game”. I spillet får han 90 minutter til at redde Hoffman og Eric Matthews, der begge er bundet til hans spil. Samtidig er Strahm sat på sagen, og han følger lige i hælene på Rigg samtidig med, at han får kontakt til Jigsaws ekskone, Jill – og hun har en ganske skæbnesvanger historie at fortælle.
Det nye kapitel i den populære filmserie ”Saw” er mildest talt en rodet omgang. Skaberne af serien forsøger konstant at udforske nye metoder at fortælle historien på, men skyggerne er ikke stærke nok til at dække denne ”stil over substans” som kendetegner ”Saw” filmene. ”Saw IV” er muligvis den mest voldsomme i serien indtil videre, og med en dæmper på flash-editing samt det førhen altødelæggende nu-metal soundtrack, er de efterhånden nået til et punkt, hvor en film i ”Saw” serien kan godtages som en rigtig film. Det eneste der mangler er plot, for i ”Saw IV” er der nærmest intet plot. Der bliver leget med kronologi, og den prætentiøse men overfladiske forståelse af eksistentialisme er endnu engang i højsædet. Filmens allerstørste problem er dog plotmæssigt og fortællermæssigt. I denne omgang bliver filmen hovedsageligt fortalt igennem flashbacks. Faktisk er filmen ca. 60 % flashback, og det fungerer ikke, når man ikke forstår, hvad man skal bruge dette virkemiddel til, ej heller når det er blevet en så stor del af filmen. Jigsaws baggrundshistorie bliver fortalt her, hvilket nok er filmens mest spændende element, da resten blot koger suppe på tidligere film i serien. Når dette dog fortælles igennem diverse karakterers flashbacks, mister det hurtigt fremdrift og interesse. Det gør det ikke bedre, at man i en karakters flashback, pludselig ser ting som den karakter umuligt kunne vide. I de tidligere film kunne man skyde skylden på den uerfarne instruktør, men nu har han efterhånden været i filmbranchen længe nok til, at vide hvad man kan og ikke kan.
Instruktøren hedder endnu engang Darren Lynn Bousmann, og det er tredje gang i træk, at han instruerer en ”Saw” film. Selvom Bousmann da bestemt er blevet bedre siden ”Saw II”, er det en langsom fremgang. Bousmann er stadig en kopi af manden bag den første ”Saw” film, James Wan. Han tør ikke rigtigt at stå på egne ben og tænke nye tanker, hvilket efterhånden er virkelig vigtigt, når der er så mange lignende film på markedet. Alligevel har ”Saw IV” navnet, og det alene har sørget for en direkte første plads på den amerikanske biografhitliste. Flot men ufortjent. Skaberne af ”Saw” tager dog alt kritik til sig, det kan man bestemt mærke på de ting, der gøres anderledes fra film til film. ”Saw” blev beskyldt for ikke at være realistisk i slutscenen, som de så prøvede at forklare bedre i ”Saw III”. ”Saw II” og ”Saw III” er blevet beskyldt for at være for simple, og i ”Saw IV” har man så derfor gjort alt muligt for at forvirre tilskueren så meget som muligt. Når der ikke er nogen rigtig form for sammenhæng i filmens leg med kronologi, er der rigtigt mange, der vil falde af vognen med et stort spørgsmålstegn hængende over hovedet. ”Saw IV” har de kendetegnende twists i slutningen, som jeg dog ikke vil røbe her, men endnu engang vækker de mere latter end gru, som bestemt ikke har været hensigten.
Skuespillet er endnu engang helt i bund. Allerværst står Betsy Russell som spiller Jill, Jigsaws ekskone. Russell kan ikke levere en eneste replik ordentligt, og spiller sin rolle så falsk, at det halve kunne være nok. Tobin Bell er stadig fin i rollen som Jigsaw, men efter alt at dømme, får vi nok ikke meget mere at se til den karakter i de planlagte ”Saw V” og ”Saw VI”, det skulle da lige være, fordi en af dem blev til en prequel. Donnie Wahlberg gentager sin rolle som Eric Matthews fra ”Saw II”, og man kan godt holde Wahlberg ud, i den korte spilletid han har fået. Udover dette er der ikke meget kønt at sige om resten af skuespillerne. Hovedrolleindehaveren Lyriq Bent er samtidig også den mest anonyme skuespiller i filmen. Bent har ellers medvirket i en bunke Tv-serier førhen, og bør være etableret nok til, at skabe et ansigt og en metode i film, der skiller ham ud fra resten af skuespillerne. I stedet bliver han fuldstændig glemt, og det er for engang skyld ikke manuskriptets skyld. Samtidig er Hoffman (spillet af Costas Mandylor) og Agent Strahm (spillet af Scott Patterson) så karikerede, at de gennemgående er svære at tage seriøst.
Fans af ”Saw” filmene vil bestemt ikke blive skuffede over ”Saw IV”. Filmen indeholder alt det som de tidligere film gjorde på godt og ondt, og der bliver ikke sparet på blodet. For os andre som stadig tænker, at ”Saw” er en god idé som er uendeligt skidt udført, venter vi stadig på en ”Saw” film som får sin pointe godt igennem samtidig med, at underholdning og stemning får lov at gå hånd i hånd.
