Skriv en kommentar
Da tyske Margarethe von Trotta første gang overværede 'Det syvende segl' i Cinémathèque Française i Paris, vidste hun, at hun ville være filminstruktør. Bergmans undergangs-allegori ramte hende så præcist, at hun besluttede, at filmmediet skulle blive hendes skæbne.
I sin personlige portrætfilm om Ingmar Bergman vender hun bl.a. tilbage til Bergmans Fårö, hvor instruktøren indspillede fem film – herunder ’Persona’ og tv-serien ’Scener fra et ægteskab’ – hvorpå Ingmar boede den sidste del af sit liv.
Von Trotta inkorporerer flotte film klip fra Bergmans enorme filmproduktioner og blotlægger nuancer af privatmennesket Ingmar i samtaler med bl.a. sønnerne Daniel og Ingmar Jr. og Liv Ullmann. Man kommer dejligt tæt på så meget at hårene simpelthen rejser sig. Og det viser sig også senere hen at der var mange flere børn hist og her.
Vi får lov at komme igennem denne skønne rejse ind og ud af Ingmars filmiske og private univers og det er fedt med gode gamle film klip fra både Ingmars yndlings film samt fra hans egne film klassikere.
Von Trotta påbegynder sin søgning fra scratch, ved at besøge den smukke strand i Sverige, hvor Bergman indspillede den udødelige kamp mellem Max von Sydows ridder og Døden i Det syvende sejl (1957) mindende om, hvordan hun gav efter for sig selv i Bergman og så flyttede til Paris i 1960.
Følgende er elskværdige, kyndige og undertiden afslørende udvekslinger med Bergmans kolleger og intellektuelle fans. De har alle lysende og intelligente ting at sige, op til et et vis stand punkt.
Vi lærer om, hvordan manden religiøst så Victor Sjostroms; Phantom Carriage (1921) en gang om året hele sit liv; indflydelsen af de huse, hvor han engang boede samt hans workaholic livsstil og afgifterne for skatteunddragelse, der forårsagede ham til sådan nød der provokerede alle sine bevægelser, først til Hollywood (hvor han aldrig lavede en film) og derefter til Tyskland (hvor han gjorde) - selvom det ikke er vejet af omkostningerne.
Der er lejlighedsvis sjove kløfter, som at Bergman ville se store Hollywood-film derhjemme, blandt dem Pearl Harbor, altid ville han spole frem, så han kunne komme direkte til de store actionscener med den kendsgerning, finder vi også ud af at han havde kontrol-freaks tendenser - der udvider sig til bl.a gæste listen til sin begravelse, Kun dem, han personligt inviterede, fik lov til at deltage (vi får et kort filmoptimeret glimt af arrangementet, som fandt sted på en strålende sommerdag).
Von Trotta interviewer også andre filminstruktører om Bergmans påvirkning, bl.a. Ruben Östlund ('The Square'), der kommer fra en anden svensk skole end Bergman og Carlos Saura, der beundrer Bergmans evne til at caste kvindelige skuespillere, som brænder igennem på lærredet.
'Searching for Ingmar Bergman' er den anden dokumentarfilm, der bliver vist i anledning af, at den svenske filmskaber ville være blevet 100 år den 14. juli. Tidligere havde Bergman - Et år, et liv biografpremiere.
Og hvad angår titlen på dokumentaren vil jeg mene at Von Trotta hun fandt hvad hun søgte.
