Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Susanne Bier er en af Danmarks største kvindelige instruktører, og er mest af alt kendt for sine finurlige, små romantiske komedier i 90’erne. Da hun i 2011 blev anerkendt med en Oscar for bedste udenlandske film sammen med Anders Thomas Jensen med filmen, Hævnen, blev dørene til de internationale stjerner for alvor åbnet op. Først var det Pierce Brosnan i den danske film, Den Skaldede Frisør, og i denne omgang blev det en all-english produktion med Bradley Cooper og Jennifer Lawrence i filmen, Serena.
Filmen følger skovhuggeren George Pemberton (Bradley Cooper), som forsøger at etablere en velfungerende arbejdskoloni i et depressionsramt North Carolina. Da han giftes med den charmerende Serena (Jennifer Lawrence), bliver der sået splid mellem trygge venskaber og nye fjender ser dagens lys. Kan George opretholde sin drøm på arbejdsmarkedet, eller vil kærligheden overtage fokusset og korrumpere ham?
Det første som springer i øjnene, er uden tvivl den lækre, tidlige atmosfære, som giver et realistisk indblik i kulturen i 1930’ernes arbejdskultur i Amerika. Filmen åbner op for nogle utroligt smukke landskabsbilleder i naturlige omgivelser, og de æstetiske overvejelser lægger sig tæt op ad indholdet i Ron Bash’ roman af samme navn fra 2008. Selve handlingen lægger sig meget tæt op af den klassiske undergenre ’kostumedrama’, og det har aldrig været min helt store favoritkilde til underholdning. Ofte er disse film fokuseret på at fremvise en æstetisk kærlighedshistorie i en given tid, hvor tøj, miljø og omgivelser skal give den sanselige oplevelse af et fortidigt samfundslag. På den visuelle front lever filmen op til sin skrevne kilde, men indholdsmæssigt er filmen lettere handicappet. Den lever slet ikke op til de store følelser, som både romanen og filmens beskrivelse lægger op til. Den er lettere følelsesmæssigt impotent af mange årsager i forhold til den grandiose historie bag, og det skyldes desværre også skuespillet.
Bradley Cooper og Jennifer Lawrence er bestemt nogle af mine favoritskuespillere for tiden, men i denne produktion fungerer deres evner slet ikke. Hvis man har set dem sammen i Silver Linings Playbook fra 2012, så falder deres gnist virkelig til jorden i denne film. Selve produktionen er alt for poleret og ridser blot i overfladen af de potentielle muligheder i dramaturgien. Der er stor fokus på skyggespil og sanselighed, men i forhold til den hektiske kærlighedshistorie mellem George og Serena er der meget få erotiske og passionerede scenarier. Taget i betragtning af deres hede kærlighedsforhold i grundhistorien, så fokuserer filmen meget på den negative side. På den måde er man slet ikke engageret nok i deres forhold til, at man kan føle sig overvældet af deres turbulente nedtur.
På visse punkter leverer filmen et fint, underspillet drama, som er nede på jorden i de hektiske øjeblikke. Rhys Ifans, som nærmest altid spiller skurk, er egentlig den mest interessante karakter i filmen – han lever sig ind i rollen som en lavmælt vildtjæger og giver filmen et skud mystik, som den har voldsomt meget brug for. Konceptet kan nemlig godt blive trukket en smule i langdrag, og det er lidt kedeligt at se på i længden. De lange, tankefulde stirrende blikke og den meget frosne indstillinger fungerer ikke efter hensigten, og bliver lidt en komisk malplacering i forhold til filmens skuespillere og handlingsniveau.
Samlet set er Serena en finpoleret, æstetisk oplevelse uden hjerte, og på trods af den skarpe sammensætning af danske og udenlandske stjerner bliver filmen en middelmådig fornøjelse af overfladiske følelser.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
