Skriv en kommentar
En Bro-mance af episke proportioner, sådan vælger nærværende anmelder at udlægge henholdsvis undertitlen og den lurvede subtekst til Guy Ritchies nyfortolkning af den allerede gennemtravede film- og romanhelt, Sherlock Holmes.
Og hvorfor denne vinkel? Jeg mener, filmen er jo så meget mere end en viktoriansk buddy-movie med – æhm – en drejning. Tydeligst er Ritchie og Downey Jr’s fælles genfortolkning en veloplagt og fornøjelig rutjsebaneversion, af hvad der traditionelt opfattes som en engelsk tebords-detektiv. OG det er kun godt. At hive Mr. Holmes ud at smække skaller i en boksering som en anden Raging Bull, eller krydse klinger med overproportionerede konspirationsplots i bedste Dan Brown-stil er slet ikke at tage munden for fuld. Det sømmer sig , for skulle man have glemt det, så har der lige siden den skrevne Holmes-føljeton for længst været knaldromancer og svulstige optrin på drengen. Og i filmfortolkningen er det ikke senere end i 1985 at Steven Spielberg himself lod en ung Sherlock infiltrere ”Frygtens Pyramide” og med den en tilsyneladende overnaturlig Neoægyptisk Sekt, der drev deres dødelig spil med Londons spidser.
At Holmes avancerede fra gentleman til elegent tegneseriedandy var bare et spørgsmål om tid. At krimigådens kagedej hævede til en international og okkult forbrydersammensværgelse var et spørgsmål om tid. At Holmes’s hyper-rationalitet forvandlede sig til kvasimanisk vanvid var et spørgsmål om tid. At forbryderen muterede til en Max Schreck lignende vampyrskurk i form af Lord Blackwood – var et spørgsmål om tid.
Men at Holmes blev homo ... ok det var også et spørgsmål om tid. Igen kunne jeg plædere for at Holmes’ tilbøjelighed længe har ligget i kortene. Det vil jeg ikke. Jeg vil meget hellere plædere for, at det fungerer så forrygende.
Hvorfor? Hvorfor er det nu fedt, at Watson pludselig er en spændstig knøs i skikkelse af Jude Law. Hvorfor er det fedt at alle deres samtaler hjemsøges af lummer subtekst? Hvorfor er det fedt, at Holmes ikke forspilder en lejlighed til at afspore Watsons forlovelse med den røvsyge guvernante, Mary Morstan? Og i samme åndedrag selv bejle til manden med diverse dårligt maskerede dates og bryllupsrejser? At de har fælles residens? Fælles hund? Fælles tøj? Fælles økonomi?
Elementært min kære(ste) Watson. Med sine nyfundne tilbøjelighed er Holmes ej længere ”so above it”; han har fået en arkilleshæl så indgroet som en rygmarvssvulst. Uden (den nu kønne og skulpterede) Watson - ingen eventyr og således ingen Holmes. Hvad Guy Ritchies instruktion samt Johnson og Peckhams manuskript antyder, er at Holmes’ detektivforetagende ligeså meget er en Peter Pan-agtig flugt fra voksenlivet som et egentligt arbejde. OG dertil behøves en legekammerat, Watson. Ved igen at tage spøgen for vidt, dvs at gøre legen til en romance og legekammeraten til den eneste ene, gives eventyret en hjerteskærende dyb dimension. Man fornemmer at Holmes vil gå i hundene uden Watson, og det gør ikke kun ham rørende menneskelig, men beriger vennernes eventyr med et barnligt fantasteri, uden hvilket vores verden synes i fare for at blive væsentligt fattigere. Den egentlige fjende er sgu ikke Lord Blackwoods dæmoni, men Mary Morstans tilsvarende tørvetrilleri. Daglidag og rutine eller, som de hvisker i ”Den Uendelige Historie”, ”the nothing!” truer venskabet mere end de grå eminencer. Denne dagligdagens flanke optrappes på fornemste vis i takt med eventyret og udgør den anden essentielle del af plottet.
Derfor er vi også mere inklinerede til at acceptere Mary Morstans modstykke – Irene Adler (forrygende spillet af smukke Rachel McAdams), der tilsvarende begærer Holmes, men modsat Mary selv er leveringsdygtig i fis og ballade, idet hun både er tyv og mystisk håndlanger for en endnu mere tilhyllet og mægtig skurk end Lord Blackwood. Hun må modsat Mary Morgan gerne lege med.
In conclusion – Sherlock Holmes er nyfortolket på bedste tjubang queer-manér. Og Bogart-hatten af for det! Det er en ud-og-hjem igen eventyrfortælling med det twist, at "hjem" kun eksisterer, sålænge der er et ”ude”, med andre ord: sålænge der er eksotiske skurkagtigheder at efterforske. Ligeså med venskabromancen mellem Watson og Holmes.
De to venners hjem og forhold næres af eventyret og eventyret af dem. Fordi intimsfærens nysselige dagligdagsdetaljer spilles så smukt op imod eventyrets store linjer, aflastes vi løbende for action-eventyrets øredøvende slagside. Støjen. Handlingens tætte pakning bliver aldrig enerverende under Guy Ritchies taktstok, men pulserer som en dynamisk og vitaliserende optakt til næste kapitel af hvad, der forhåbentlig bliver en langlivet franchise.
