Skriv en kommentar
”Shouf Shouf Habibi” er instruktør Albert Ter Heerdt og manuskriptforfatter Mimoun Oaïssas kommentar til den skarpe indvandrerdebat i Holland. Oaïssa spiller selv hovedrollen som marokkanske Abdullah Benlarek, der forsøger at finde fodfæste i det multikulturelle, nederlandske samfund. Filmen roterer om hele Benlarek-familien, der udover Abdullah – Ap, blandt venner – desuden tæller hans halvskøre forældre, lillebror, voksne lillesøster og den noget ældre storebror, Samir. På hver sin måde forsøger familien at finde fodfæste på den fremmede jord, men det er langt fra nemt. Samir er blevet politimand og er så grundigt integreret at han har påtaget sig hollandske dyder såsom utroskab og skrækkelig popmusik. Ap forsøger at finde sig et godt job, men må hurtigt erkende at det er lettere at være et småkriminelt brokkehoved med vennerne end at forstå noget så kompliceret som sommertid. Lillebror Driss har tendenser i samme retning, mens søster Leila må snige sig ud for at gå i byen med vennerne. Oven i det skal hun hver uge finde på en eller anden undskyldning for at afvise de marokkanske bejlere hendes far bliver ved at invitere.
Alle er de splittet et sted mellem hollandsk frihed, velfærd og moderne goder og på den anden side marokkanske værdier og traditioner. Filmen følger det marokkanske sekskløver men tager klogeligt ikke parti med den til tider usympatiske familie. I stedet roterer den om integrationsspørgsmålet og forsøger at belyse det fra forskellige sider. Problemet placeres ikke udelukkende hos det hollandske samfund, men i lige så høj grad hos de rodløse indvandrere.
Filmen er dog først og fremmest en komedie og langt det meste af tiden skildres karaktererne på en komisk måde. I modsætning til det åbenlyse sammenligningsgrundlag, svenske ”Jalla Jalla”, er der dog en alvor der konstant ligger og lurer og en gang i mellem også stikker ansigtet frem, oftest resulterende i nogle scener der kan virke overraskende voldsomme eller malplacerede. Og det er faktisk det største problem med filmen. For de alvorlige momenter og de komiske er ikke specielt velbalancerede. Filmen tager eb alvorlig drejning cirka halvvejs igennem, men den kører det ikke helt til enden, og flere gange faldes der tilbage på de mere useriøse tangenter og det er egentlig lidt synd.
Det er tydeligt at de to herrer har haft noget på hjerte, og det er befriende den måde der ses ligeligt på både det hollandske samfund og de marokkanske tilflyttere. I sidste lever filmen dog ikke helt op til sit potentiale, og det er med en lidt utilfredsstillet mine man forlader biografen. Det sagt, er der masser af tankevækkende underholdning at finde, og det er rart at filmen trods alt tager sit højaktuelle emne mere alvorligt end eksempelvis ”Jalla Jalla” gjorde det. Der er bare nogle irritationsmomenter specielt hen mod slutningen, hvor man måske i højere grad kunne ønske sig at filmen tog mere stilling til sin problematik.
Filmen blev en enorm succes i holland og for tiden er en TV-serie baseret på karaktererne under udvikling.
