Skriv en kommentar
Det er fem år siden Christophe Gans imponerede med den visuelt overdådige, folkeeventyrlige gyser, ”Pagten”. Ligesom den har ”Silent Hill” masser at byde på, særligt visuelt. Gans’ og Roger Averys (”Rules of Attraction”, medforfatter til ”Pulp Fiction”) spilfilmatisering er en fryd at kigge på. Fantasifuld og fantasimættet scenografi indhylder historien om Rose og hendes mystiske adoptivdatter, Sharon – den sidste en dramatisk søvngænger.
De to tager relativt tidligt i filmen ud til den afskårede spøgelsesby ”Silent Hill” – et øde fortidslevn med stadig raserende oliebrænde under jorden og en konstant dis af lysegrå aske. Ved byens port kører Rose galt og da hun vågner er Sharon forsvundet...mareridtet kan begynde.
Mareridtsstemning er præcis hvad filmen søger og hvad den succesfulde serie af spil rammer. Rose er alene og afskåret i en forladt by, dækket i det drømmeagtige lag af aske og uden nogen forklaring på de sære lyde og skabninger hun snart begynder at se og møde. Til at starte med fungerer stemningen og mystikken – måske til dels fordi store dele af filmens første halvdel er taget direkte ud af i sær det første spil.
Cirka halvvejs går der dog noget helt galt og filmen laver en ”Phantoms”-manøvre. I takt med at Gans begår samme fejl som i ”Pagten” og begynder at forklare alt for meget, er det som om at skuespillet med ét bliver markant dårligere. Flere karakterer bliver introduceret – nogle mere overbevisende portrætteret end andre – og med dem lukkes der op for en ubeskrivelig ringe dialog (et område Avery ellers plejer at excellere i). Enkelte velfungerende scener dukker stadig op, i særdeleshed et superfedt toiletbesøg, men næsten ubehageligt målrettet går filmen fra stemningsmættet mystik og lurende uhygge til ekstravagant overflod og patetisk uoverbevisende skuespil. Alt sammen kulminerer det i en voldsom og vældig blodig finale, der da er underholdende nok at se på, men som mest af alt ligner et højt budgetteret kapitel i ”Hellraiser”-franchisen. Det ville være fint hvis filmen havde kørt denne stil hele vejen i gennem, men fra starten peges der imod tyk stemning og lurende uhygge, ikke tåbelige replikker og humoristisk blodsydgydelse.
”Silent Hill” ender – desværre desværre desværre – i sidste ende med at være mere ufrivillig komisk end egentligt uhyggelig. Det er synd og skam at Christophe Gans endnu engang lokker med sit unægtelige talent for stemningsfulde og stilrene billeder, blot for at lade boblen briste og klokke i det dramatisk. Filmens blodigste scener og de fantasifulde og utrolig veludførte uhyrer – der peger i retning af både ”Hellraiser”, ”The Cell” og ”Jacob’s Ladder” – skal nok finde et publikum og sammen med genindspilningen af ”The Hills Have Eyes” er ”Silent Hill” nok den mest kompromisløst blodige film vi kommer til at se på de danske biografskærme i år, men i sidste ende sidder man med en noget uforløst, ganske lunken smag i bagenden af munden.
