Skriv en kommentar
15000 US-dollars for at indspille filmen. 2,1 million US-dollars blev udbyttet gennem biograferne. Ja, det har ikke kostet Kyle Edward Ball meget mere end en bøjet 5-øre at lave Skinamarink, men til gengæld har han nok en tilfreds bankrådgiver. Filmen kræver såmænd også en ordentlig sjat tålmodighed til at begynde med, for mange vil nok påstå, at det slet ikke er en gyser. For hvor bliver det uhyggelige af? Ja, Skinamarink er ikke “amerikaniseret”, som vi ellers er vant til. Den er dog også af canadisk oprindelse i den forstand.
Overordnet set er Skinamarink en nådesløs leg med mørket. Set fra søskendeperspektivet af en 4-årig dreng og en 6-årig pige, som vågner i deres hus og erfarer, at deres far er væk. Vi ser deres små fødder trippe rundt i huset i skæret fra en svag stribe lys. Hvor er deres far? Er han taget samme sted hen, som børnenes mor? Altså den mor, som man ikke omtaler? Vinduer, døre og badeværelse forsvinder i takt med, at børnene bevæger sig rundt i huset. Stole hæfter sig fast til loftet og legetøj og dukker hænger fast i væggene. Stemmer lokker børnene til at gå på 1. sal og i kælderen. Hvad i himlens navn foregår der?
Tilbage til mørket, som er en afgørende faktor. For at få blot lidt mere lys, så sætter søskendeparret tegnefilm på fjernsynet, således at de har nogle muntre lyde og lidt mere lys. Men hvad pokker gemmer der sig i mørket, for helt alene er de jo ikke i huset. Skinamarink består af halvanden times dvælende indstillinger, der som udgangspunkt ikke viser ret meget. Men med lyde, mørke og børnenes ben og fødder, så foregår al uro oppe i knolden af en selv. Vi kan ikke identificere noget. Vi kan ikke konkludere noget. Vi kan ikke se, det vi gerne vil se for at kunne forstå. På den måde er Skinamarink ondskabsfuld! Legoklodser, gamle VHS-bånd og muntre toner fra gammeldags tegnefilm burde kunne få skuldrene til at sænke sig og pulsen ned, men debuterende Kyle Edward Balls knitrende og knasende homage til gammeldags optagekunst - og så med den nærmest ikke-eksisterende lyskegle - så er man afskåret fra at kunne sætte ret meget i bås. Al rationale er i diskurs og Ball sørger på den måde for, at mørket aldrig bliver en konfortzone.
Skinamarink bliver derfor lige som at bladre i et rædselskabinet af et fotoalbum. Selv børnenes dialog bliver aldrig åbenlys, for vi lærer aldrig af afkode deres ansigter, for dem ser vi jo ikke. Jo, med undtagelse af Kevins opdagelse af søsteren i kælderen, hvor hun sidder i et hjørne uden øjne og mund. En anden enerverende sag i Skinamarink er dialogen mellem søskendeparret. Fra en replik til at modparten svarer, så kan der godt gå en 10-15 sekunder. Det virker sløvt og ulogisk, men forstærker bare uroen. Hvad pokker er det der foregår i huset? Der er ingen hjælp at hente til dig som seer. Du må bare følge med i mørket og se de få ting, som du bliver budt.
Det er let at få øje på, hvor få omkostninger der har været på spil i skabelsen af Skinamarink. Det er klogt gjort i forhold til det mindfuck, som seeren anspores af. Skinamarink er næppe for alle og jeg kan levende forestille mig at den statiske form og mange mørklagte indstillinger kan skræmme flere væk fra skærmen end at skræmme dem. Skinamarink handler i højere grad om dig selv end om så meget andet. På den måde er filmen en ramme for, at du finder din egen værste fjende i det moment, du trykker play. Alene for sin originalitet, så lægger jeg 4 stjerner klar til Skinamarink til opsamling, når det igen bliver lyst. Rettelse: Hvis det igen bliver lyst…
