Skriv en kommentar
Journalist og forfatter Jonas Langvad Nilsson og jeg deler samme fascination. Det er skuespilleren Torben Jensen. Denne lille mand med svedig overlæbe og den særegne hvæssende hvisken, der har gjort ham til alle tiders bedste danske filmskurk. Torben Jensen medvirker ikke i meget og tager naturligt nok ikke overskrifterne i pressen, hvilket givet vis passer hovedpersonen glimrende. Nilsson har igennem en stort og omfattende journalistisk arbejde og gennem en lang række samtaler med Torben Jensen åbnet for en bagdør indtil en dygtig skuespillers privatliv og historie.
Den traumatiserende barndom
Lad det være sagt med det samme. Historien er langt fra pæn og elskelig, som man tit oplever i biografigenren. Torben Jensen har altid været respekteret blandt kollegaerne for sit talent, men rollen som ham, der lige tog en øl efter forestillingen, tilfaldt ikke skurken. Torben Jensen er privat og genert, hvillket bogen løfter sløret for i en grufuld, men nøgtern gennemgang af en ulykkelig barndom med svigt og prygl. Hans far var drikfældig uden at være voldelig. Han døde i en tidlig alder, og moderen havde mere end nok med at passe på Torben Jensen fire søskende. Torben var en aparte dreng, der henfaldt til fantasiens verden og kriminalitet i stedet for at gå i skole. Som 12-årig kom han på børnehjem, hvor dagens ret var tørre tæsk. Han blev tiltrukket af besynderlige mennesker og fortæller åbent om hans forhold til en tilsyneladende pædofil mand, som senere blev straffet med kastration. Man fornemmer hele tiden, at Torben Jensen under de stadigt mere kummerlige forhold ligeså godt kunne være endt i en kriminel løbebane, og ungdommen afsluttes også i et længere fængselsforhold for deserteringen.
Læretiden i Odense
Heldigvis for Torben Jensen fandt han en udvej igennem skuespillekunsten. Han kom på elevskole i Odense og var op gennem 1970’erne et populært navn på Aveny-teatret. Alligevel endte han på det Kongelige Teater, hvor han for godt 10 år siden bukkede under for sine egen indre dæmoner og led så forfærdeligt at sceneskræk
Skurken
Siden indspilningen af Anders Bodelsens Guldregn og Helle Ryslinges Flamberede hjerter, har den filminteresseret kendt Torben Jensen i rolle som den helt ufatteligt usympatiske person. Hans rolle i Flamberede Hjerter som lægen Løwe gav ham en Robert, men har også affødt kommentarer fra almindelige mennesker i gaden. I filmen har han inviteret en kollega på besøg i den berømte scene, hvor Kirsten Lehfeldt har lavet fin mad af røde pølser med sorte tænder. Løwe bliver så fortørnet at han straffer sin partner med tæsk og voldtægt. I Taxa er han den helt fundamentale onde side af skabelonen, der skal stå i kontrast til de naive og godhjertede medarbejdere på Krone-Taxa. Rollen er uden sammenligning seriens stærkeste. I Mifune sidste sang spiller Torben Jensen rigmanden, der grådigt snuser bunder ud af et par trusser, der tilhører Iben Hjejle, der kvitterer med at lade vandet på det ægte tæppe. Seneste har man kunnet se Torben Jensen som abortlægen, der voldtager Søs i stedet for at fjerne fostret, der senere bliver den lille Margrethe. Scene er som taget ud af et digt fra Broby-Johansens samling Blod.
Manden bag kunsten
Det er altid vigtigt, at se på kunsten frem for kunstneren, men i visse tilfælde kan en biografisk vinkel åbne for sider af den fascination, som mange har for Torben Jensen ondsindede spil. Hans teaterrolle har oftest haft karakter af det tvetydige og psykologisk komplekse, mens hans filmroller er mere ensidige som skurk, hvilket er blevet hans metier. Snakken går da også på, at Torben Jensen måske skulle modcastes en gang i fremtiden (måske som Onkel Anders i de nye Far til fire-film). Problemet er måske også at dansk film mere ser på formsprog og den lille fortælling, i stedet for at lave film med meget stærke karakterer. Det har været en hemsko for Torben Jensens talent på film, at vi ikke rigtig kan tåle et dumt svin i dansk film. I Blinkende Lygter flyder det med psykopater og uligevægtige personer, men alle karakterer er i dag nærmest folkehelte, fordi filmen også formår at give en slags forklaring på, hvorfor Thorkild absolut skal smække en knytnæve i fjæset på Hanne. Det samme gælder denne bog, der objektivt og uden sentimentalitet forklarer manden bag skurken med fortællemæssigt overblik i et læseværdigt sprog. Manden bag skurken er et meget komplekst og anarkistisk menneske, der forhåbentligt har sine bedste rolle i dansk film til gode.
