Skriv en kommentar
I begyndelsen af 1900-tallet begiver den tyske opdagelsesrejsende Theo sig ind i den amazoniske jungle for at finde shamanen Karamakate. Karamakate kender den hellige Yakruna-plantes hemmeligheder og Theo er overbevist om, at dens helende kræfter kan helbrede ham fra alvorlig sygedom.
Knap 40 år senere rejser den amerikanske opdagelsesrejsende Richard Evans i Theos fodspor. Han leder som Theo efter Yakruna-planten og bruger Theos rejsebeskrivelser som kompas. Men både junglen og Karamakate har forandret sig betydeligt i de årtier der gået siden Theos rejse, og kolonialiseringen har efterladt sig grimme spor.
Slangens favntag er en hyldest til de samfund og kulturer, der er gået tabt i Columbias jungle og er tilegnet de folk hvis sang vi aldrig lærte at kende, fordi de ikke længere er ibland os. Vi får derved ikke blot fortalt en fængslende historie om en opdagelsesrejsende og en mytisk plante, men også et gruopvækkende blik på koloniseringens mørke hjerte.
Det er en meget æstetisk film med langsomme og lange klip, der viser smukke billeder af junglen, ledsaget af en imponerende lydside, hvor naturlige lyde er fremtonede og markante og giver en følelse af ulmende mystik, mørke og uro under overfladen.
Som den første film i over tre årtier er Slangens favntag optaget 'on location' i Amazonas regnskov og er skudt på 35mm-film i sort/hvid. Det passer perfekt til fortællingen og er meget gennemført.
Filmen er fuld af symbolik, hvor den ydre rejse for at finde planten afspejler både Theo og Richards indre rejse, når Richard spørger Karakamate om han vil vise ham vejen. ”Jeg kender den ikke, du må selv finde den. Giv slip på din bagage.” svarer Karakamate tvetydigt og Richard bliver både fysisk og mentalt nødt til at give slip på sine kufferter for at komme frem.
Slangens favntag var oscarnomineret for bedste udenlandske film 2015 og har, ud over Director forthnight prisen på Cannes 2015, vundet talrige andre priser for bl.a. bedste film og bedste instruktion. Den er tredje spillefilm fra den colombianske instruktør Ciro Guerra (Djævlens Trækspil) og er inspireret af rejsedagbøger, som er det eneste vi ved om en række af amazonfolk.
Karaktererne er gennemførte i deres kompleksitet og er, måske fordi en del af hovedrollerne ikke er besat af professionelle skuespiller, usædvanligt nærværende og autentisk.
Nilbio Torres og Antonio Bolivar deles om rollen som Karakamate og spiller hhv. den unge og gamle Karamakate, den sidste tilbageværende Cohuiano-indianer. De er begge ikke-professionelle skuespillere og stammer fra oprindelige amazoniske junglefolk. Yauenkü Miguee, der spiller Theos hjælper Manduca, tilhører Tikuna-folket og er ligesom Torres og Bolivar heller ikke professionel skuespiller. Manduca er som stærkt modtykke til Karamakate, der nærer dyb mistillid til alle hvide, positiv overfor Theo og tror på, at hans resultater kan hjælpe den vestlige verden til at forstå og respektere naturen, og også den belgiske skuespiller Jan Bijovet, der spiller Theo, er bemærkelsesværdig. Han gør det fremragende som tiltagende forkommen videnskabsmand, der tvinges til tålmodighed i en kamp mod tiden for at finde planten, der kan kurere hans sygdom.
Der er noget autentisk over filmen som er lige så svært at komme udenom, som det er svært at præcist at sætte fingeren på, hvad der gør det. Det er en fortælling om en side af historien vi nødigt vil kendes ved, men som er nødvendig at huske, og kombinationen af autentisk skuespil, det sort/hvide 35mm-format og junglens lyde går ganske enkelt op i en højere enhed, og gør Slangens favntag til en helt speciel oplevelse.
