Casey Affleck er den mindst kendte Affleck-bror, men så afgjort den mest talentfulde. Det bevidner hans filmiske cv i den grad også, da det er lykkedes ham at styre uden om alle flødebolle-produktionerne, som bror Ben lappede i sig på stribe. Det er dog længe siden, at vi har set ham en profileret film, hvis vi ser bort fra hans mikroskopiske rolle i “Oppenheimer”. Vi skal ellers tilbage i den fremragende “A Ghost Story” fra 2017 for at finde seneste pletskud. Jeg har sådan set savnet ham, for med de uafrystelige præstationer i film som “Manchester By The Sea”, “The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford”, “Interstellar”, “The Killer Inside Me”, “Gone Baby Gone” og “Ocean’s”-trilogien, så fremstår karrieren som langt mere profileret end brormands.
Nu bliver han sendt ud i rummet sammen med én, der har været der før, nemlig Laurence Fishburne (Event Horizon, Just Cause, Megalopolis, The Matrix, John Wick, Mystic River). Trekløveret fuldendes af Tomer Capone i denne rum-epistel, hvor tre astronauter er på vej mod Saturns måne Titan. Ressourcerne er små og for at spare på disse, så lægges de ombordværende i en dvale af stofinduktion. Når de vågner, er der en risiko for, at de føler kvalme, forvirring, desorientering og svimmelhed. Rejsen ombord på Odyssey 1, som rumskibet hedder, har stået på i trekvart år, da vi som seere dumper ind i begivenhederne.
Tresomheden i rumfartøjet og dvalebivirkningerne begynder så småt at sætte sine spor. John (Affleck) tager sig selv i at have svært ved at huske kærestens efternavn, og det er blot første symptom på, at rumkullerne har indfundet sig. John og kollegaen Nash (Capone) begynder at få mistanke om, at rumskibet slet ikke er så fejlfrit, som det var lovet. De hvisker lidt i krogene, da de undrer sig over, at kontrolpanelet melder alt 100% funktionelt. Virkeligheden er nemlig en anden med pludselige strømsvigt til følge. Captain Franks (Fishburne) har kun missionens succes som pejlemærke og her dermed et andet fokus end sine kollegers voksende mismod. Den tiltagende gruppering er til at få øje på.
Fortællingen om, at Saturns måne Titan indeholder vigtige midler til at sikre vores egen planet for fremtiden, bliver ikke så vigtig for den samlede helhed. Spørgsmålet er nemlig snarere, om rummissionen overhovedet når frem. Paranoiaen har nu ramt Odyssey 1, og som seer sidder man nu med følelsen af, at man faktisk ikke ved hvem af de ombordværende, der overhovedet tænker rationelt. Er de konfuse i kontakt med sig selv og er de velovervejede ved deres fulde fem? Alle helte kan være skurke og vise versa. Kun instruktør Mikael Håfström kender svaret, og du må se de godt 100 minutter til ende før alle kortene er blevet vendt.
Håfström kender vi fra den vanvittige filmatisering af “Ondskab”, der blev så stor en succes, at portene til Hollywood åbnede sig for vores svenske ven fra Lund ved Skåne. Først “1408” med John Cusack og Samuel L. Jackson og siden fulgte titler som “The Rite” med Anthony Hopkins, “Escape Plan” med Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger og så sent som i i starten af dette år “Stockholm Bloodbath”. Han leger med vores sind og tankespind på samme måde som vores tre astronauter i Odyssey 1, og det er på alle måder fascinerend, om end også lidt ubehageligt. Som seer kan man nemlig ikke engang finde sig tilpas i det billedunivers, vi bliver præsenteret for som den altseende beskuer - for får vi sandheden?
Her er ingen aliens eller særlige livsformer, der truer menneskeheden. Tusindvis af kilometer hjemmefra er mennesket sin ubestridt bedste ven og samtidig største fjende. Kan du gå fra “Slingshot” med dit mindset intakt?