Den småskizofrene og mangesidede amerikanske instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller Woody Allen har siden starten af 1950’erne leveret varen i form af firnurlige og ganske underfundige komedier med et ikke sjældent anstrøg af skarp ironi og distance. Det er blevet til store kassesuccesser som Hannah og Hendes Søstre, Annie Hall og Bullets Over Broadway, der ikke bør forbigåes. For nyligt kørte den anmelderroste Skorpionens Forbandelse i de danske biografer. Her er det dog forløberen Small Time Crooks, en letbenet sag i samme genre, der er blevet spyttet ud på DVD.
Ray Winkler, spillet på sikker vis af Woody Allen himself, er en småforbryder, der er sikker på at lykken er gjort ved hans næste kup. Der er dog lige en hage ved planen. Eller to. For det første skal hans kone Frenchy ( Tracey Ullman ) lige overbevises. Og det er ikke nogen nem sag, når det er hende der har bukserne på i hjemmet og i øvrigt sidder tungt og solidt på kagedåsen med de opsparede håndører, der skal bruges som indskud i det kommende kup. En anden hage er at de partnere han får overbevist om ideen ikke ligefrem viser sig at være de skarpeste knive i skuffen – tværtimod! Planen går i al sin enkelthed ud på at leje de gamle butikslokaler fra et pizzaria og under dække af at sælge kager, bore en tunnel igennem kælderen hen under pengeboksen i den nærliggende bank. Ikke alt går som planlagt. Eller rettere : intet går som planlagt. Men kagerne bliver en succes, og før den ret brogede småkriminelle bande har set sig om, er de alle direktører i et multinationalt firma, der sælger kager. Og de bliver vel og mærke stinkende rige af det. Så lige pludselig er de selv havnet i den situation, at alle prøver at franarre dem deres penge på den ene luskede måde efter den anden. Måske er rigdom og berømmelse alligevel ikke så herligt, når det kommer til stykket. Ray og hans kone, den egentlige grund til successen, får da i hvert fald et og andet at tænke over.
Small Time Crooks er en slapstick-komedie i vanlig Woody Allen stil. Hverken mere eller mindre. Og når det kommer til stykket nok mindre end mere! For selv om det er en ganske velgennemtænkt historie, i den ende af skalaen der ikke kræver så meget tankevirksomhed fra publikums side, virker den alligevel en anelse tam i perioder. Det er som om der ikke er bid nok i den ironi, filmens dialoger er skåret over. Når man kender til Woody Allens biografi, er det ellers ikke en hans svage sider. Men her er det som om han har taget sig en blunder. Der er ingen saft og kraft. Ikke desto mindre er det da en underholdende historie der skrider frem med et par ganske uventede overraskelser som rejseførerer igennem de godt halvfems, ikke kedelige men dog, lidt tamme minutter.
Skuespillet skal ellers ikke klandres for manglende koncentration. Det er alle klasseskuespillere, der er hentet ind til denne produktion. Især Tracey Ullman som Frenchy og Hugh Grant som den kulturinteresserede og pengeinteresserede David Grant leverer en solid præstation. Men også Elaine May styrer en lille, men langt fra ubetydelig, birolle som Frenchys kusine May Sloan. Og så er der jo også herren selv – Woody Allen. Om man kan lide ham eller ej, så er han altid et stykke for sig på godt og nogen gange ondt.
Mange skæve episoder der udvikler sig til dialoger på bedste teatermaner, har dog ikke svært ved at fremtvinge et smil hos de fleste.
Small Time Crooks er en film på det jævne, der nok kan ses og nydes, men hurtigt vil forsvinde ud på glemslens snørklede stier. Det er hvad man kan kalde en ”mens vi venter på Skorpionens Forbandelse”!
Ekstramateriale er ikke ligefrem noget overflødighedshorn på denne DVD. Det har ganske enkelt begrænset sig til et sølle interview med Woody Allen. Og hvilket interview. Et femårigt barn med et håndholdt kamera kunne have udført et bedre interview. Kameramanden kan ikke have haft de store kvalifikationer. Halvdelen af interviewet ser man kun 2/3 af Allens ansigt. Samtidig sidder en direkte dilletantisk interviewer og spjætter med arme og ben, så der jævnligt fejer en hånd over skærmen. Hvorfor skal vi vide at hun har røde negle? Enkelte intelligente spørgsmål formår hun dog på overraskende vis at få fyret af. Og det er medvirkende til at det hele ikke bliver helt håbløst. Så man får da lidt inside-viden om Woody Allens liv i filmens verden og hvilke kommende projekter han arbejder på. En stjerne må række!