Skriv en kommentar
At gå forrest
Det er blevet sommer i begyndelsen af 1980´ernes Sovjetunionen – lige efter de kontrollerede olympiske lege, hvor landet efter Amerikas boykot og nu politiske spændinger mellem Ronald Reagan og Leonid Bresjnev var på verdens læber, og hvor vi i den nødvendige film SOMMER ser flotte dokumentarklip i tv fra den tid, og høre om værdien af de kæmpe store hvedemarker med brød til folket.
Vi befinder os i Leningrad, og møder i den svulstige sort/hvide film ungdommens eksperimenterende med vestlig rockmusik fra Blondie til Iggy Pop - fra vodka til narkotika, hvor Viktor (spillet autentisk og oprigtigt af Teo Yoo) og Mayk vil promovere den nye rockmusik i et lukket land, og skabe miljøet, som var vi ved Ungdomshuset på Jagtvej 69.
Vi følger hæsblæsende deres vej til succesen med at få budskabet ud – men også frygten, da én siger skal vi ikke gøre Sex Pistols mere poetisk. Og der er megen poesi i de lyse billeder på stranden med den akustiske guitar og bølgernes musik til de humoristiske scener i sporvognen, da forsangeren går op på taget til tonerne af Iggy Pops The Passenger som synges charmerende af sporvognens ældre kvindelige passagerer – og vi får serveret mange smukke og overraskende indslag med tidens vestlige koryfæer, som havde de haft besøg af den litterære Poul Borum iført sorte solbriller i gråvejr.
Den russiske filminstruktør Kirill Serebrennikov kalder filmen LETO som betyder sommer på russisk, men også har en dobbeltbetydning, da det kan være ”en metafor for at alt er på toppen og blomstre – så man ikke ved, hvad der sker, når det bliver mørkere.”
Det nye Sovjetunionen
Den mere ukendte russiske filminstruktør vil heldigvis vise os et andet billede af den virkelighed, vi i Vesten er blevet fortalt om det magtfulde styres hærgen og at undergrunden med frie tanker, også har eksisteret i det kontrollerede land, og selv om vi følger statsmagtens spydige kommentar flere gange i filmen: dette er aldrig sket i virkeligheden - så får vi alligevel et nært indblik i en anden verden, som også fyldes op i farvede tilbageblik – som gør den mere virkelig. Og baner vejen til det nye Sovjetunionen under Perestrojka i slutningen af 80´erne og Vestens vej til Next stop Sovjet
Og selv om underteksterne til sidst siger, at filmens hovedpersoner er bygget over unavngivne personer, er den baseret på det store rockikon Viktor Tsoi, som var en af de mest indflydelsesrige pionerer i Sovjetunionens musikalske rockverden, og instruktøren forholder sig klogt til starten – så vi får ikke Tsoi skæbne med, da han dør i 1990 ved en trafikkollision med en bus, da han angiveligt kørte for stærkt, så Sovjet mistede den person, der beskæftigede sig med de unges hverdag og var med til at give håb.
Og til sidst i rulleteksterne ser vi et smukt svævende 1962-1990.
Det er en yderst seværdig film og slet ikke som mange andre mere tunge russiske film, som jeg har set. Der er mange flere farver i den sort/hvide film, og filminstruktør Kirill Serebrennikov tør satse med stærke virkemidler til glæde for Vestens nysgerrige.
