Skriv en kommentar
For et par år siden fulgte vi i biografen i filmen Io Capitano to unge fætre på 16 år fra Senegal og vejen gennem Saharas tortur og vejens bagmænds måde at presse de mindste på – for at nå et stabilt Europa og store indtægter – vi følger dem over Middelhavets voldsomme bølger til det ukendte Italien.
I den store film Souleymane´s Story følger vi nu den sympatiske madudbringers vej på cykel gennem det travle og biljagende Paris, hvor han skal nå målet med at få asyl i Frankrig. Vi følger ham med håndholdt kamera næsten på forskærmen af cyklen og ind og ud af tudende biler og alarmer også i regnvejr. Han ankommer til en ældre mand om natten – han vil gerne være venlig og snakke med den ensomme – men uret tikker. Og da han beder om koden til maden og hans løn, siger den i læsestolen siddende venlige mand: Den har jeg ikke. Det er min søn, der har bestilt maden.
Den papirløse Souleymane er iklædt hvid skjorte med hvide knapper og blå overfrakke med blå tophue – og hans livline i ørene – de hvide ørepropper. Han er et ordentligt menneske – hvor vi ser ham vaske sit tøj og gå i bad – når han kommer frem til sovesalen langt uden for Paris, hvor han tidligt om morgenen skal ringe for at få plads i bussen og ophold på sovesalen. Se, hans løben op ad den ”kilometer” lange trappe med sår i ansigtet efter et tarveligt biluheld sent om natten for at nå frem til bussen og opholdet!! Det burde give en fransk (og dansk) integrationsminister en dårlig samvittighed. Ikke nok med et biluheld, men da kunden ser den ødelagte pose med indhold – nægter hun at tage imod bestillingen. Han må gå af sted uden betaling. Det er dagens vilkår.
Men vi ser også den unge asylansøgers vej ind i systemet, hvor selv en svindler som Barry (Alpha Oumar Sow) – der er en slags mægler – får mange penge gennem en app, som han godkendes af ansigtsgenkendelighed – hvor hans indtjening går ind – og Barry kan fratrække cykelbudes løn for at ”hjælpe” med at svare på deres ansøgning om asyl – og det store ved filmen er, at afrikanere ikke altid hjælper afrikanere. Så filmen er ikke sort/hvid.
Det er filmens dirrende oplevelse at møde Souleymane (spillet imponerende og næsten dokumentarisk af Abou Sangaré (f. 2001) – da han i sin hvide skjorte uden blodpletter sidder i venteværelset med 10-15 andre, og næsten smånynner med små øjne det salmevers, han har lært af Barry, og hvor han tænker: hvis hun opdager du lyver, mister du chancen for asyl. Han kigger sig omkring i venteværelset – og bliver kaldt ind til kontoret for flygtninge og statsløse, hvor integrationsagenten (spillet modigt af Nina Meurisse f. 1988) – og lokalet har to nuancer af grønt farvestof på væggen, men ingen billeder, ingen hjælpemidler.
Souleymane holder sig til den indstuderede tale – hvad Barry har lært ham – men han har svært ved at huske detaljerne om tortur og fængsling i Guinea, og han kigger famlende ned mod bordet. Og her kommer filmens overraskende detalje, hvor hun siger: ”Jeg har hørt den samme historie to-tre gange i denne uge. Fortæl nu den rigtige” – hvor han til sidst siger: Jeg har lært af min mor, at jeg ikke må lyve. Her i Paris har jeg ikke bestilt andet.
På den måde minder filmen mig lidt om Ken Loachs skærende livskamp i ”Sorry we missed you” fra 2019, hvor
Ricky bliver tilbudt job som pakkebud i nul-timers job uden løn, men honorar for leveret pakke – og skal bruge tid på at diskutere fodbold med en kunde, hvor Souleymane selv skal kontakte en søn for at få et kundenummer.
Det er fantastiske detaljer vi får serveret – bare dét, at da Souleymane bliver påkørt af bilen, hører vi hans hæsblæsende cykeltråd med skrattende lyde. Ingen forsikring. Og ingen hjælp på et sygehus, når man ikke har asyl. Han fik sidste år fortjent pris for bedste mandlige skuespiller både i Cannes og Europæisk Film Award.
Han kan meget på få dage.
