Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
For længe siden i en fjern, fjern galakse… dengang hvor ”Star Wars”-filmene rent faktisk var gode. De havde interessante karakterer, som lavede spændende ting. De fløj rumskibe, skød med laserpistoler, frelste prinsesser fra onde rumriddere. I dag, under Disneys enevælde, indeholder ”Star Wars”-filmene kedelige karakterer, som grædende står og giver øjerullende, pinlige motivationstaler.
Spoilers følger herunder.
Er der nogen, som kan huske scenen i ”A New Hope”, hvor Luke Skywalker – grædende, med tårer rullende ned fra langs kinderne – giver Obi Wan Kenobi en to minutter lang monolog om hans barndom og hvordan det onde Imperium dræbte hans onkel, Owen, og hans tante, Beru, og hvor meget han hader, ja hader, Imperiet og at de aldrig nogensinde slipper af sted med det, de har gjort, og han har tænkt sig at gøre modstand, idet musikken løfter sig op i baggrunden og kameraet klipper til Obi Wans ansigt, som stråler af stolthed? Nej vel.
Owen og Beru bliver myrdet. Luke ankommer i sidste øjeblik og finder deres nedbrændte lig, ser ked ud af det i et par sekunder og fortæller så Obi Wan, at han vil lære, hvordan man benytter Kraften og har lyst til at blive en Jedi-ridder ligesom sin far. Så fortsætter han med sit liv og græder ikke mere i to og en halv time.
Eller hvad med den ikoniske scene i baren på Mos Eisley, hvor Han Solo møder Obi Wan for den første gang. Han fortæller ham, at han jo blot er en smålig smugler, som aldrig nogensinde har mødt en Jedi-helt før. Nå nej, det skete heller ikke. Han Solo er fuldstændig ligeglad med Obi Wan. Han kalder ham en skør gammel mand og ler ad ham bag hans ryg.
I de originale film var karaktererne gode til at komme videre med livet og acceptere, hvordan tilværelsens elendighed var, uden at de behøvede at snakke om deres følelser hele tiden. De gjorde bare ting, og nogle gange bragte det følelser frem i os, mens vi så det. I de nye film bekymrer alle sig om hinanden, og de har et behov for at fortælle det hele tiden, og som et resultat føler publikummet ingenting. Dramaet bliver tvungent ned over vores hoveder, men hvad værre er, så er dramaet ufortjent.
I de tre film, som er blevet udgivet pr. dags dato – ”The Force Awakens”, ”Rogue One” og ”The Last Jedi” – føles karaktererne, som om de er børn, der er blevet kastet ned i en Disney-rutsjebane. Hvert andet minut minder de os om, at de rent faktisk er med i en ”Star Wars”-film. Kan du huske Luke Skywalker? Kan du huske Han Solo? Kan du huske Kraften? Du forventer næsten, at skuespilerne vender sig om til kameraet og siger “jamen, er det her ikke helt utroligt?!”.
Når de ikke minder hinanden om begivenheder, som skete i de forrige film, eller bare i de forrige scener i den helt samme film, bruger de meget tid på at tale om, hvad de har tænkt sig at gøre i den næste scene, sædvanligvis med tårer i øjnene, inspirerende musik i baggrunden og med ordet ”håb” nævnt mindst to gange.
Der er så mange ting i vejen med instruktør Rian Johnsons fortolkning af en ”Star Wars”-film, at det i sandhed er svært at finde ud af, hvor man skal begynde: det kriminelle spild af Luke Skywalker i hans sidste film, det meningsløse plot, en fuldstændig unødvendig b-mission til et kasino, flyvende rum-Leia, hele karakteren Rose, og de forfærdelige modstandsbørn som er lige så afskyelige som Jar Jar Binks.
Hvis jeg skal være fair, så er der mange af problemerne, som er blevet arvet fra J. J. Abrams’ lige så rædselsvækkende Episode 7 – jeg troede ikke, det kunne blive værre, indtil jeg så ”The Last Jedi” – som f.eks. den kedelige Rey, emo Kylo Ren, eksistensen af First Order i kølvandet på Imperiet, men Johnson formår at gøre tingene meget, meget værre. ”The Last Jedi” er smertende selvbevidst i sin opgave om at afvise alle de tidligere film, lige fra at udrydde Snoke så ligegyldigt, som de nu gør, til at feje betydningen af Reys forældre væk, og til at gøre slutningen af ”The Force Awakens” til en joke ved at få Luke til at kaste lyssværdet væk.
Men ved at gøre det på den måde, så føles det, som om Johnson genstarter hele ”Star Wars”-universet med en ny trilogi, men i trilogiens anden film. Det er ikke et godt tegn. Selvom jeg synes, at ”The Force Awakens” var ganske forfærdelig, er filmen set i bakspejlet blevet endnu værre, da intet af mystikken i filmen har nogen form for betydning, og alligevel er vi låst fast sammen med disse ubetydelige karakterer og den verden, som den første film oprettede.
Én af de mest irriterende ting ved ”The Last Jedi” er det faktum, at filmens bedste scene – kamikaze rumskibet – blev spildt på en af de værste karakterer, som nogensinde er dukket op i en ”Star Wars”-film, i stedet for at give den rolle til eks. Admiral Ackbar (nu hvor han endelig er med i filmen). I stedet forsvinder han fra filmen så ligegyldigt som alt andet i denne film og bliver kun nævnt én gang.
Efter at have læst alle de anmeldelser, som priste ”The Last Jedi” til skyerne, virkede det, som om alle og enhver havde set en helt anden film. Men da Laura Dern vender sig til kameraet og kommer med en følelsesladet tale til Oscar-publikummet om at gøre modstand, så gav det hele pludselig mening.
Selvom George Lucas’ prequel-film var dårlige, så føltes det, som om de rent faktisk fandt sted i Star Wars-universet. Disse nye film føles som en parodi over Star Wars. Jeg har tilgivet George Lucas for længe siden – og ja, det er svært at tilgive Jar Jar – for tilsyneladende er hans fantasi bedre end det, som Disney spytter ud af deres pengemaskine.
Blu-Ray: Video- og lydpræsentationen fejler intet. På trods af filmens fejl og mangler, så er der intet at sætte fingeren på ved den tekniske side.
Ekstramateriale: Kommentarspor. ”The Director and the Jedi”. “Balance of the Force”. “Scene Breakdowns: Lighting the Spark, Snoke and Mirrors, Showdown on Crait”. “Andy Serkis Live”. Fraklippede scener. 3 stjerner for dette.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.
