Skriv en kommentar
Den argentinske instruktør, Pablo Trapero, vandt første gang kritikerprisen i Venedig for hans allerførste spillefilm ”Mundo Grúa”. Siden da har han haft en stabil succes, hvor mange af hans spillefilm har været anerkendt på de største filmfestivaler. For hans seneste film ”Klanen” vandt han den prestigefyldte sølvbjørn i Berlin. Traperos seneste film foregår lidt udenfor Buenos Aires, hvor skeletterne i skabet begynder at udfolde sig.
Stilheden i Argentina
Efter hendes fars slagtilfælde bliver Eugenia( Berenice Bejo) nød til at vende tilbage til La Quietud, familiens ejendom udenfor Buenos Aires. Her genforenes hun med sin søster, Mia (Martina Gusman) og hendes mor, Esmaralda (Craciela Borges). De tre kvinder skal nu konfrontere deres fortid og deres families mørke hemmeligheder.
Bitter familiestrid
Søsterne ligner meget hinanden. Fysisk kunne de være tvillingesøstre, de deler samme seng, deler samme seksuelle fantasier og ikke mindst deler samme mænd. Dette bliver tydeligt, jo tættere vi kommer ind på familiehemmelighederne. For denne familie er bestemt ikke helt normal. Der er utroskab, bedrageri og uforventet jalousi. Selvom der bliver lagt små spor ind igennem fortællingen, kulminerer det hele først til allersidst i filmen, hvor det er godt, at have lidt viden omkring Argentina og dets militærdiktatur i 1970’erne. Derfor kan karaktererne motivation godt virke lidt forvirrende, men man kan mærke vigtigheden af dem, da Trapero med blide kamerabevægelser kommer rundt om kvinderne. Mændene er blevet til sekundære karakterer og må nøjes med at indtage bagsædet i denne fortælling. Selv den charmerende Edgar Ramirez må dele begge filmens smukke kvinder.
Metaforisk og smuk fortælling
Filmens tre kvinder spiller fremragende. Mere præcist kan det ikke siges. De har fået udleveret nogle skarpe og velskrevne dialoger, som de spiller til perfektion. Til tider kan disse dialoger virke akavet. Dette er grundet en fortælling, der både vil være dramatisk, men også en humoristisk soap-opera, som kan virke meget upassende. Familiestedet må siges at symbolisere deres forhold til hinanden – nemlig stilheden. Stilheden følger til deres mørke hemmeligheder, som ingen har lyst til at snakke om, men bliver tvunget til det.
“Stilheden” er et velskrevet og yderst velspillende drama. Man føler nærmest at man invadere en families privatliv, da den går meget tæt på intimiteten. Martina Gusman og Berenice Bejo spiller deres roller til perfektion, og man følger deres tætte søsterskab på nærhånd.
