Du har sikkert aldrig hørt om Carl Boenish (udtales: Banish) før, men han er noget af en legende indenfor ekstremsportsverdenen. En form for mytologisk faderfigur, der som en af de første mennesker begyndte at springe ud fra bygninger, bjerge, antenner, susende mod jorden, og kun med en faldskræm til at afbløde springet. Men Boenish’s tragiske historie fortjener at blive fortalt, og det har man valgt at gøre på dokumentarisk vis. Det kunne ellers sagtens være sådan en historie, som Hollywood fik fingrene i og lavede til en spillefilm, men i stedet bliver vi beriget med en smuk visuel billedside, samt historien om en mand med en kæmpe passion, hvis liv næsten kun kunne ende på en måde.
Dokumentaren er bygget kronologisk op omkring Carl Boenish’s liv, og starter på det tidspunkt, hvor Boenish går fra at være ingeniør til at lave luftstunts på diverse Hollywood-produktioner. Det er her, han får passionen for udspring, og sammen med nogle venner eksperimenterer de med forskelligt udstyr og udspringspunkter. Det er dog netop Boenish’s baggrund i filmmiljøet, der gør at denne dokumentar primært kan blive til, for Boenish insisterer på at have kamera med over alt og filme alle deres udspring. Derfor er filmen fyldt med enormt mange klips fra diverse udspring, og eftersom Boenish har en baggrund i filmmiljøet, er han dygtig til at få filmet alle de rigtige ting. Filmens billedside er derfor enormt smuk og bjergtagende, og man sidder med en fornemmelse af både frygt og anderkendelse over de vanvittige billeder, der flyver over skærmen, når Boenish og hans kammerater kaster sig ud fra El Capitan klippen i Yosemite eller højhuse i storbyer. Det er ikke for sarte sjæle, og folk med højdeskræk skal måske finde en anden dokumentar at se. Sunshine Superman ville have gjort sig endnu bedre på det helt store biograflærred med sådanne billeder.
Den første del af dokumentaren kan dog godt virke lidt langhåret at komme igennem, og det er helt klart i filmens sidste del, at ”plottet” er mest spændende. Det udspringer a,f at man som seer ved, at Boenish ender med at dø. Det er ikke nogen spoiler, det står fx bag på Blu-Ray’en, og det gør faktisk kun spændingen endnu bedre. Man sidder som seer og venter på det uundgåelige og ved, hvad det hele leder op til. Det føles på en gang nervepirrende, at man ved, hvad der skal ske, og samtidig en smule ulækkert. Blot 12 timer efter at Boenish og hans kone slår verdensrekord i BASE-jumping fra Trolltinderne i Norge, omkommer han nemlig i endnu en udspringsulykke fra det berømte klippeparti. Det føles en smule makabert at sidde og vente på det, men Boenish bliver dermed en form for martyr for fremtidige udspringere.
Sunshine Superman dokumenterer en niche indenfor sportsverdenen, og gør det med respekt for ophavsmanden bag BASE-jumping, Carl Boenish. Filmens bedste dele er helt klart dens fantastiske visuelle side, der er en blanding af Boenish’ realoptagelser, helikopteroptagelser og interviewdele, samt den sidste del af filmen der på uhyggelig vis leder til Boenish’s død.
Ekstramateriale
Blu-Ray udgaven af Sunshine Superman indeholder følgende ekstramateriale:
• Behind the Scenes
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.