De fleste børn kender til at føle sig udenfor. Hvem har ikke i et øjebliks frustration tænkt, at man ikke hørte til i sin egen familie?
Buller er autist og derfor ikke som andre normale børn. Det går især ud over hans forhold til broderen Anton, der skal tage sig af ham. Anton er grueligt træt af sin specielle storebror. Når han bliver mobbet i skolen ønsker han brændende, at han havde en bror, der kunne slås for ham og at det i stedet var Anton, der kunne få hjælp med lektierne og ikke broderen.
En dag finder Anton en super-trip-control fra det ydre rum, og pludselig får han lige præcis den storebror, han altid har ønsket sig. Buller går fra indelukket autist til en superbror med superkræfter.
Superbror er en herlig børnefilm. Der er skruet helt op for fantasien, og bortset fra et anslag der er en anelse for langt, så kører filmen derudaf på alle tangenter. De roligere sekvenser har god dybde, og problemstillingerne har rod i virkeligheden, og vil være nogle som de fleste kender til i en eller anden afskygning.
Lucas Odin Clorius spiller rollen som Anton helt formidabelt og broderen Buller spilles af Viktor Kruse Palshøj, han formår på troværdig vis at lave skiftet mellem almindelig bror og superbror.
Birger Larsen sidder sikkert i instruktørstolen, og har formået at videreformidle en fantastisk fortælling til en fantastisk film.
Naturligvis er der også visse problemer i filmen. Nogle af sidehistorierne virker en smule uafsluttede, men det bliver til petitesser set i sammenhæng med resten af filmen der er både alvorlig, skør og sjov.
Superbror afviger smukt fra den traditionelle danske børnefilm, og det belønnes med 5 pletskud.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.