Skriv en kommentar
Manden er Ole Christian Madsen. Han har tidligere lavet mørke, gribende, rørende film med fantastiske skuespillerpræstation såsom ”Nordkraft” (2005), ”Prag” (2006) og ”Flammen og Citronen” (2008). ”Superclásico” er hans første film siden kæmpesuccesen ”Flammen og Citronen”, hvilken er en svær en at komme efter. Mine forventninger var da også høje, men de blev desværre langt fra indfriet. Stilen er en helt anden end hans foregående. Som noget helt nyt har han lavet en komedie (det bliver den i hvert fald reklameret som) og ligeledes som noget nyt, blev jeg hverken grebet eller rørt over en Christian Madsen film. Skuespillerne skuffede mig ligeså. Thure Lindhard, Mads Mikkelsen, Lars Mikkelsen og Stine Stengade har tidligere indgået i mange af Ole Christian Madsens film, men denne gang er rollelisten helt frisk. Desværre ikke for det bedre.
Superclásico er navnet på en fodboldkamp i Argentina mellem de rivalerende hold Boca Juniors og River Plate. I filmen er rivalerne leverpostejsdanskeren Christian (Anders W. Berthelsen) og Julio Iglesias ”Lobe´eren” Juan Diaz (Sebastian Estabanez). De kæmper om Anna (Paprika Steen), som er flyttet fra Christian og deres fælles 16-årige søn Oscar (Jamie Morton), for at blive fodboldagent i Buenos Aires. Hun er sammen med det yngre veltrænede fodboldtalentet Juan Diaz og ønsker derfor en hurtig skilsmisse. Christian elsker dog stadig Anna, og efter at hun er skredet fra ham, er hans vinforretning tæt på konkurs, og han er ved at drikke hele restlageret op. Christian beslutter derfor, at han vil vinde Anna tilbage og drager sammen med sønnen Oscar til Buenos Aires under påskud af at skulle skrive skilsmissepapirerne under.
Det sker sjældent, at jeg ikke er vild med Anders W. Berthelsen, men i denne rolle, hvor han storsveder filmen igennem, tror jeg desværre ikke rigtig på hans karakter og replikkerne virker indøvede. Sønnen Oscar imponerer mig ligeledes ikke, men Paprika Steen formår som altid at skabe en troværdig karakter og er det bedste ved denne film. Birollerne er heller ikke særlig vellykkede. Stuepigen Fernanda, får eksempelvis pludselig en mærkelig plads i fortællingen, uden at man rigtig ved, hvad det skal gøre godt for.
Og sådan er det desværre hele filmen igennem. Der sker en masse mærkelige ting, som gør at man ikke rigtig ved, hvor filmen vil hen og hovedkaraktererne lader ikke til at udvikle sig. Det gør sønnen Oscar dog og der bliver flettet en sød sidehistorie ind, hvor han møder sin første kærlighed. Denne sidehistorie gør dog desværre ikke så meget for filmen – andet end at forvirre. Det kommer til at fylde for meget og der opstår tvivl om, hvad fokus er i filmen. Oscar eller Christian? Historien om sønnen Oscar virker generelt utroværdig. Uden at afslører for meget, bliver han på et tidspunkt væk. Efter forgæves at have ledt efter ham, lader forældrene til at have accepteret det, da Juan meddeler, at han har snakket med Oscar, og at han blot vil have fred. Men hvor mange ville have affundet sig med det, hvis de ikke vidste hvor deres teenagesøn var i Buenos Aires?
Det mest irriterende er dog den voice over, som er med hele filmen igennem. Det fungerer fint i indledningen til at få slået historien an, men i løbet af filmen, blev det blot et stort irritationsmoment. Jeg blev revet ud af min indlevelse og det var vildt irriterende, at der er nogen, der fortalte mig hvad der skete, i stedet for at vise det. Denne type voice over er efter min mening mest passende i dokumentarfilm, og ja den minder da også utrolig meget om den i Max Kestners dokumentarfilm ”Rejsen på ophavet” (2004). Ikke særlig godt når man bevæger sig i fiktionsuniverset.
Filmen bliver slået op som en komedie, men jeg grinede meget få gange, og desværre bliver alle de gode replikker afsløret i traileren. Ud over de få hits, er filmen generelt bare ikke særlig sjov og virker rodet, utroværdig og fyld med mærkelige ting.
