Skriv en kommentar
Med fornemme præstationer i film som Mammoth, Blue Valentine og nu Take This Waltz, er Michelle Williams så småt ved at stadfæste sin position som en af tidens mest markante skuespillerinder. Fællesnævneren for de ovennævnte findes i fortællingen om den fragmenterede, realismebundne kærlighed og de følelser og impulser vi ikke længere ved om vi skal, og kan, holde fast i eller slippe fri. I midten af alle disse finder vi Williams; offer, medskyldig, eller slet og ret i dens vold.
Freelance-skribenten Margot (Williams) og den frisindede Daniel (Kirby) mødes på en forretningsrejse og kemien de to imellem er åbenlys. Margot må dog afsløre sig selv som en gift kvinde inden deres veje skilles, mens Daniel viser sig at bo i huset på den anden side af gaden. Hendes lykkelige, men lidenskabsløse ægteskab med Lou (Rogen) udfordres nu, af den kreative og spændende genbo.
Med Take This Waltz tackler instruktøren Sarah Polley et af livets svære valg – det valg der består i måske ikke at vælge overhovedet. Margot er fanget mellem det liv hun har og det liv hun måske skulle have haft, og hvem kan fortælle hende hvad der er rigtigt og forkert? Her er ingen valg åbenlyse, ja faktisk emmer hele filmen af tvetydighed. Troen på kærlighed hverken (gen)vindes eller mistes, nej kærligheden er der bare. Polley afstår på imponerende vis fra at markere en skurk i trekantsdramaet og hun fastholder derved en knugende fornemmelse i maven hos publikum, som ikke får serveret en åbenlys udvej på Margots indre konflikt. Opbygningen mod ”kulminationen” på denne konflikt forhastes ikke og veksler mellem intense samtaler, som når Daniel udpensler sine fantasier om Margot, og øjeblikke af ren filmmagi i en afdanket karrusel, til tonerne af Buggles ”Video Killed The Radio Star”. Her er svedige håndflader og gåsehud på skift.
Williams ejer filmen fra start til slut. Med hvad der ligner den største lethed fremmaner hun en troværdig, skrøbelig og søgende hovedperson som, fanget mellem to mænd, rummer al den tvivl, barmhjertighed og henkastelse der opleves i skellet mellem ny og gammel kærlighed. Det er nuanceret og det er troværdigt. Hendes medspillere gør hvad de kan for at holde niveauet, men især Seth Rogen falder en smule igennem, med flere scener der alt for tydeligt viser hans begrænsede rækkevidde som drama-skuespiller. Kombineret med det svage og til tider forstyrrende sideplot om en alkoholiseret svigerinde, taber filmen momentvis kvalitet og tempo, og de sidste tyve minutter er en smule unødvendige og overfortalte. Disse skønhedspletter udmønter sig dog ikke til andet end netop dét og tilbage står en smuk og subtilt fortalt film, fyldt til bristepunktet med sanselighed og hjerte.
