Skriv en kommentar
Pedro Almodõvar har op igennem 1990’erne opbygget en stadigt større og mere dedikeret fanskare verden over. Det har han gjort med film som Bind Mig, Elsk Mig fra 1989, Høje Hæle fra 1991 og senest Alt Om Min Mor fra 1999. Sidstnævnte blev hans hidtil største succes, og høstede da også fortjent en oscar for bedste udenlandske film. Tilsvarende har den modtaget en lang række priser rundt om i Verden; deriblandt den danske Bodil-statuette for bedste ikke-amerikanske film. Nu har Almodõvar hvilet længe nok på laurbærerne og er i vanlig stil tilbage med Tal Til Hende.
Den noget lukkede og indesluttede Marco ( Dario Grandinetti ) bliver kæreste med den kvindelige tyrefægter Lydia ( Rosario Flores ). Under en kamp med en tyr, bliver Lydia hårdt kvæstet. Hun indlægges på et hospital i dyb koma. Under hospitalsbesøgene møder Marco den lidt yngre Benigno ( Javier Cámara ), der i første omgang virker en smule retarderet, men på længere sigt viser sig at have en del til fælles med Marco. Benigno arbejder som sygeplejerske på hospitalet og passer en anden komaramt kvinde, nemlig danserinden Alicia ( Leonor Watling ), som er kommet galt af sted ved en bilulykke. Benigno har længe været forelsket i Alicia, som af gode grunde ikke gengælder det.
For at slippe ud af den ensomhed, der omslutter de to mænd på hospitalet, begynder de at tale sammen, hvorved et stærkt venskab opstår. Et venskab, der kommer til at bryde en del grænser men også lukker ensomheden ude. En anden vej ud af ensomheden er at tale til de sengeliggende kvinder og ikke med dem, da de ikke svarer igen. En stil der for Marco ikke er helt uvant, da det minder meget om hans forhold til Lydia inden ulykken. Ikke desto mindre volder det ham i starten store kvaler med denne måde at kommunikere på. Men i virkeligheden er det ikke kun Marco og Benigno, der er havnet i en vacuum-tom ensomhed. Flere har de samme problemer, som det vil fremgå som filmen skrider frem. Alle har de hver især deres måde at slippe af med ensomheden. Måske er det den rigtigt måde. Måske er det den forkerte. Men fælles for dem alle er at de bruger hinanden.
Tal Til Hende er et yderst velfungerende hverdagsdrama om kærlighed og ensomhed, der må give stof til eftertanke. En film der på mange måder er både barsk og grum, men på andre måder er en æstetisk skønhed.
Dejligt er det især at se at de såkaldt ”grimme” episoder faktisk ikke behøver at blive vist på en måde, der vækker brækfornemmelserne i en, men derimod kan blive kørt af på et rent symbolsk plan. Eksempler kan der ikke gives uden at afsløre for meget, men dog bør man holde øje med en syv minutters sort hvid stumfilm i filmen, hvor symbolikken i den grad kommer til udtryk. Intet mindre end en genialitet.
Enkelte scener kan ikke undgå at trække i smilebåndet hos den enkelte. Men det er på en måde, der burde give visse personer røde ører og andre noget at tænke lidt videre over. I en film som denne passer en sarkastisk og meget harsk humor perfekt ind.
I bund og grund ligger der egentligt også mere bag facaden end den åbenlyse ensomhed for de deltagende parter. Kærligheden og forholdet til kvinden er også et stærkt emne, der er oppe at vende, men som igen symboliseres igennem ensomheden og ikke mindst titlen Tal Til Hende. Selv inden Lydias fatale ulykke kan Marco ikke det der med at kommunikere. Han taler til Lydia og ikke med hende, til stor frustration for hende.
Kort og godt kan det siges at Almodõvars seneste bud på en biografsucces måske ikke til alle tider er lige positiv, men ruske op i nogen ting det gør den. Den piller i den grad ved grænserne for hvad man må og ikke må i forhold til kvinden og hvad man kan og ikke kan i forhold til sig selv og ensomheden. Den er kun måske en indirekte recept på hvordan man kan slippe af med ensomheden. Hvis man vil holde ensomheden ude for et par timer bør Tal Til Hende under ingen omstændigheder undgås!
