Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Stald Kima
I efterkrigstidens Danmark opkøber Karl Laursen (Bjarne Henriksen) landbrugsgårde i Skive-egnen, som vi andre skifter underbukser. Familien Laursen er velhavende, men får ifølge af industrialiseringen svært ved at følge med tiderne i landbruget. Familien Laursen kunne aldrig finde på at købe et bæst af en traktor: de har trækdyr!
Pludselig får Karl en idé om, at opdrætte væddeløbsheste og deltage i de største hestevæddeløb i landet. Det er der jo penge i! Efter nogle år med små vellykkede triumfer kommer hesten Tarok til verden, som skulle vise sig at blive en af verdens bedste væddeløbsheste. Men i familie Laursens Stald Kima er der langt fra enighed omkring, hvordan deres nye interesse skal føres.
Fortidens Korch vrinsker stadig
Hvis du troede Morten Korch var kørt i frontstilling ved instruktøren Anne-Grethe Bjarup Riis og producenten Regner Grastens Hvidsten Gruppen (2012), så gives den gule førertrøje til hendes nyeste film Tarok. Det er i den grad tilbage til Næsbygaard, de danske landbrugsmarker, den bondejyske dialekt og de ternede duge i suppekøkkenet. Bjarup Riis’ intention var at ”fange den folkelige stemning” og vise ”et spejlbillede af livet som det blevet levet fra slutningen af 40’erne og frem til Tarok døde i 1981.” Det er i den grad lykkedes for Bjarup Riis, men derfor også på samme tid sætte filmmediet som historiefortælling lige så langt tilbage.
Den Korchs filmstil føles i den grad outdated. Man kan ikke undgå at lade tankerne falde hen på Min Søster Børn og Far til Fire-filmene, som ligeledes lever i fortiden i stedet for at nutidiggøre både fortælling og i den grad skuespillet hvor skuespillere som Kirsten Lehfeldt og Bjarne Henriksen leverer replikker med ufattelig ringe overlæg.
Henriksens Karl er ideel som stædig Korch’sk investor med høj cigar og Lehfeldt som hans tro bondehustru Elisabeth, men deres karakterer er simpelthen for ensidige. Farmand Karl er umulig at stille tilfreds eller opfylde hans forventninger og er evig halvknotten og uforbederlig, at man helt mister sympatien eller forståelsen for ham. Elisabeth er en medløber og giver ham aldrig rigtig modstand.
Tidspring i kronologi og filmfortælling
Filmens egentlig hovedperson virker til at være sønnike Jørn (Henrik Vestergaard), som bliver Taroks kusk. Det er hans verden, som falder sammen, da han som barn mister sin hest til slagtning, da familiens anden søn Vagn dør og i hans evige kamp mod sin fars stædighed. Det er også her at den interessante historie befinder sig.
Men Tarok-filmen er i stedet en familiekrønike som spænder fra 1948-1981 og derfor ofte springer ufatteligt meget i tid. Det betyder at vi aldrig kommer helt ind under huden på nogen og aldrig helt ind i kernen i historierne, før vi springer videre til det næste. Det er som at se 28 ens kortfilm i træk, og naturligvis mister man interessen efterhånden.
Væddeløbs-scenerne er heller ikke intense nok. De sammen skud genbruges i en evig række og de faste kamerapositioner gør sekvenserne udynamiske og stillestående. Lidt kærkomment inspiration fra amerikansk films actionsekvenser, havde måske hjulpet dem på vej.
Tarok sætter den gamle danskhed i centrum med en lidt for nøgtern skildring af landbrugssamfundet og livet i en hestefold. Filmen springer for meget i tid og glemmer at komme helt ind under huden på karakterer og historien. Replikker leveres uden subtekst eller tilsyneladende uovervejet, og skuespillet sætter dansk filmhistorie seks årtier tilbage. Man skulle nok have overvejet at have fortalt Jørns historie, fremfor den upassende og uvedkommende familiekrønike-fortælling.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Buena Vista Home Entertainment.
