Skriv en kommentar
Den amerikanske filmmager og dokumentarist, Peter Mortimer er grundlægger af adventurefilmselskabet ”Sender Films”, hvor han har produceret og instrueret bjergbestigningsdokumentarer, som har vundet flere filmpriser og en sports-Emmy. Han fulgte canadiske bjergbestiger og alpinist, Marc-André Leclerc på tæt hold med sit kamera gennem to år.
Peter Mortimer indleder dokumentaren om Marc-André Leclerc med at spørge: ”Who is this guy?”. Marc er på daværende tidspunkt 23 år. Han gik ikke op i at blive hyldet eller at vinde priser for sine dumdristige og farlige vinter solobjergbestigninger. Allerede fra barnsben var Marc interesseret i eventyrbøger om bjergbestigning. Skolen var et helvede for ham, så han blev hjemmeskolet. I de tidlige teenageår blev han diagnosticeret med ADHD. Om denne diagnose blev han karakteriserede som havende: ”He had a headspace (state-of-mind) that nobody else have”. Diagnosen blev vendt til noget yderst positivt og til en lidenskab: Solobjergbestigning.
Det lykkedes Marc at få et sponsorship, som ’satte ham fri’ til at leve sin lidenskab fuldt ud. Sponsorerne erfarede hurtigt, at Marcs solobjergbestigninger var i ordets bogstavelige forstand ’solo’. Når Marc gennemførte vinter solobjergstigninger i bl.a. patagonien, Argentina og Mount Robson i den canadiske bjergkæde, Canadiske Rockies, ønskede han fuldstændig ro og at være alene. Han lod mobil og andet kommunikationsudstyr blive hjemme. Han indøvede ikke ruten på forhånd, men ville løse udfordringerne, mens han klatrede.
Marc satte ord på, hvordan han oplevede vinter solobjergbestigning, at ’bjergene bliver levende omkring dig. Du er nødt til at kunne ’aflæse’ bjergene og være ydmyg og vise bjergene taknemmelighed. Det kan sammenlignes med at spille skak i forhold til at tænke næste træk, mens du er midt i spillet. Imod alle odds er målet at lave en så fuldendt og smuk bjergbestigning som muligt’.
En kendt tysk bjergbestiger, Reinhold Messner beskriver billedligtalt denne smukke og næsten åndelige oplevelse af at gøre det umulige. At: ” A human can feel so small in a Great World. Totally free and absolutely alive. It’s a great dance”.
Messner fortæller også, at halvdelen af elitebjergbestigere mister deres liv i bjergene bl.a. på grund af vanskeligt terræn, sneskred/styrt. Han konstaterer derefter, at hvis ikke, så ville det være en ’kindergarten’ og ikke et eventyr.
Dokumentaren om Marc André Leclerc (1992-2018, 25 år) er susende, svimlende filmet og du ’mærker’ som publikum, at der konstant er noget på spil. Peter Mortimer formår at få dokumentarens essens frem: Hvad det vil sige, at ’være i nu’et’ og opleve følelsen af ’total frihed’. Billedet af Marc på toppen af en sneklædt bjergtop siger mere end tusind ord. Det vækker også reminiscenser for undertegnede anmelder i forhold til den romantiske landskabsmaler, Casper David Friedrichs maleri ”Vandrer over tågehavet” fra 1818, hvor den unge mand står med ryggen til publikum og betragter fra bjergtoppen landskabet. Igen en ambivalens at mennesket er i stand til at gøre det umulige ligesom Marc André Leclerc og samtidig individets ubetydelighed i selvsamme bjerglandskab.
