Skriv en kommentar
Film fra mellemøsten er ikke hverdagskost for den danske biografgænger. I 2005 kørte den bevægende film ”Paradise Now” i de danske biografer og blev modtaget særdeles godt. ”Paradise Now”, instrueret af palæstinenseren Hany Aba-Assad, omhandlede helt konkret historien om to selvmordsbombere og mere overordnet om den nærmest uendelige og tragiske føljeton, vi kalder for Israel-Palæstina-konflikten. I nyhederne og i filmens verden tager vi det nærmest som en selvfølge, at nyt fra regionen i et eller andet omfang omhandler denne konflikt. Den i Cannes og København prisbelønnede israelske film ”The Band’s Visit” bryder ganske markant med den tradition. Tag derfor ikke i biografen og se ”The Band’s Visit” for at blive klogere på det kølige forhold imellem Israel og Palæstina – tag derimod ind og se filmen for at blive klog på alt andet.
Bandet, der skal besøge, er et politiorkester fra ægyptiske Alexandria, der skal spille i Israel ved åbningen af et arabisk kulturcenter. Via et par sproglige og kulturelle misforståelser ender lederen af orkestret, den patriarkalske og stolte Tewfiq, og resten af gruppen i en lille flække langt fra den planlagte destination. Tewfiq tvinges til at spørge om hjælp i en café, der bestyres af den moderne og meget kvindelige Dina. Dina tilbyder orkestret ly for natten, hvilket Tewfiq lettere modstræbende indvilliger i. Orkestrets besøg bliver ikke mødt med voldsom begejstring i den lille by, hvor amerikansk cola-kultur er den dominerende, og hvor man ser med skepsis på de fremmede besøgende. Natten bliver imidlertid en forunderlig menneskelig opdagelsesrejse for begge parter, hvor de menneskelige ligheder og forskelle på charmerende vis bliver afdækket. Ved orkestrets afrejse den følgende morgen viser det sig, at orkestrets besøg ikke har været forgæves. En fælles forståelse synes opnået imellem to ellers, historisk set, stridende parter.
”The Band’s Visit” er israelske Eran Kolirins debutfilm, men den underspillede og humoristiske stil er langt fra ny. Opskriften på filmen: ’fremmede kommer til byen og peger på ømme punkter ved lokalbefolkningen’ kender vi bl.a. fra den postmoderne films store æra, 1980’erne. Således lægger Kolirins debutfilm sig op af Percy Adlons ”Bagdad Café” (1987) og i særdeleshed Jim Jarmusch og dennes epokegørende ”Stranger Than Paradise” (1984). Med ”Stranger Than Paradise” satte Jarmusch en stor tyk finger på den amerikanske kulturelle tomhed og egocentrering ved at følge en gruppe ungarske tilflyttere og deres møde med det amerikanske samfund. Samme funktion ser vi det ægyptiske politiorkester have i ”The Band’s Visit”, hvor særligt den israelske kultur og folkesjæl bliver sat under kritisk lup.
Tewfiq og dennes orkester i deres blå uniformer er håbløst umoderne, men de besidder en stolthed og repræsenterer en kulturarv, som Dina og hendes israelske venner synes at have tabt. I den israelske flække er der kun Heineken, fastfood og amerikansk rulleskøjtediskotek tilbage. Således replicerer en af israelerne tørt, da Tewfiq spørger efter kulturcentret, ”her er ingen kultur”. For Tewfiq er et liv uden musik som et menneske uden en sjæl – i byen er der hverken musik eller sjæl. Ægypten og Israels problematiske fortid bliver kun ved en enkelt lejlighed berørt, da en af orkestrets medlemmer hænger sin kasket over et billede af en af Israels sejrende kampvogne fra seksdageskrigen i 1967. Krigen blev nemt vundet af Israel ved hjælp fra amerikansk militært isenkram. Filmens ærinde synes netop at være at pege på de konsekvenser, det tætte israelske afhængighedsforhold til USA har haft på israelsk kultur.
”The Band’s Visit” er en opmuntrende og livsbekræftende sag, der glimrer med sin underspillede humor. Som det er tilfældet hos Jarmusch, ligger denne films styrke i stilheden og i det usagte - en usagthed, der gør filmens humor og budskab mere eksplicit end tusinde ord ville kunne gøre. Paradoksalt nok findes filmens største svaghed også i filmens dialogmæssige knaphed. Det er som om, at denne prioritet fra Kolirins side hæmmer filmens karakterudvikling, hvorfor vi aldrig kommer til at holde helt så meget af filmens karakter, som de ellers vitterligt har det fortjent. Se ”The Band’s Visit” og få et israelsk grin i en historie om et kulturmøde og almenmenneskelige problemstillinger.
