Howard Hawks (1896-1977) var en instruktør af den gamle Hollywood-skole. Han var den fødte historiefortæller, og skabte begavede underholdningsfilm indenfor alle de klassiske genrer – musicalen, screw ball komedien, gangsterfilmen, krigsfilmen, detektivfilmen, adventurefilmen og westernfilmen. Blandt Hawks’ største westerns hører de udødelige Red River (1948), Rio Bravo (1959) og El Dorado (1967), men også hans mindre pelsjægereventyr The Big Sky fra 1952 er værd at tjekke ud.
Et af Hawks’ favorittemaer var det joviale og uegennyttige kammeratskab mellem en gruppe handlekraftige og virile mænd, der befinder sig i en isoleret og spændingsfyldt situation, og som derfor må ligge alle indbyrdes stridigheder på hylden og arbejde sammen om at løse konflikterne. Således også i The Big Sky, der foregår i 1832 og beskriver de mange strabadser og eventyr, som en gruppe hårdføre stifindere og pelsjægere kommer ud for på deres rejse op af den uvejsomme Missouriflod.
I centrum for rejsen står Jim Deakins (Kirk Douglas), som har ry for at være god til at forhandle med indianerne. Jim Deakins skal formidle købet af et stort parti pelse fra Blackfoot indianerne, som dog aldrig har handlet med hvide mænd før. Ekspeditionen ledes af flodbådskaptajnen ’Frenchy’ Jourdonnais (Steven Geray), som dog har sin egen bagtanke med rejsen: Han vil returnere en bortført Blackfoot indianerprinsesse, Teal Eye (Elizabeth Threatt) til stammen for derved at vinde dens accept og velvilje.
Farerne lurer overalt, især fra de ondsindede pelshandlere MacMasters og Streak.
Deakins’ klippefaste venskab med Boone Caudill (Dewey Martin) bliver også sat på en hård prøve, da begge mænd forelsker sig i den smukke indianerprinsesse.
Manuskriptet til The Big Sky er forfattet af Dudley Nichols, som vel især er kendt for sit legendariske samarbejde med John Ford (på bl.a. Stagecoach). Den dramatiske og medrivende underlægningsmusik skyldes Hollywoodkomponisten Dimitri Tiomkin.
Howard Hawks' pelsjægerfilm er en mindre klassiker og den fortjener helt klart 4 stjerner.
DVD udgivelsen
Oplevelsen af The Big Sky skæmmes desværre i pinefuld grad af den skandaløst ringe og totalt uacceptable DVD udgivelse, som On Air Video har sendt på markedet!
Filmkopien er slidt og ridset. Overførslen ligner et gammelt VHS bånd, der er kørt direkte over på DVD. Oveni dette er filmen tydeligvis konverteret fra NTSC (det amerikanske videoformat, der kører med en anden billedhastighed), for billedet hakker ustandseligt og der er udpræget ’ghosting’ omkring personerne. On Air Video reklamerer med at deres DVD-udgivelse også inkluderer filmen i en farveversion, men denne kunstigt computer-colorerede version er lige så ulidelig at se på, som den originale sort-hvide version. Jeg har faktisk aldrig set en kvalitetsmæssig ringere DVD udgivelse på det danske marked end denne bundskraber. Det kan ikke engang blive til én enkelt stjerne. Skam jer, On Air Video!!
DVD udgivelsen af The Big Sky får 0 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:On Air Video.