Skriv en kommentar
Vi befinder os i 1966, et på alle måder skelsættende år for rock’n’roll. Beatles og Rolling Stones er på toppen af deres karrierer, og et hav af nye bands vælter frem. På trods af dette er rock’n’roll nærmest totalt fraværende i æteren og den britiske regering kæmper en hård kamp for at det skal forblive sådan. Richard Curtis, manden bag ”Fire Bryllupper og en Begravelse” og ”Notting Hill” har både instrueret og skrevet manuskript.
Filmen tager sit udgangspunkt på en ombygget fiskertrawler, lokaliseret i Nordsøen udenfor de britiske territoriale grænser. Herfra broadcaster piratstationen Radio Rock rock’n’roll døgnet rundt, mens den britiske regering gør hvad den kan for at sætte en stopper for det. Bådens besætning består af en række legendariske radioværter, rockstjerner i deres egen ret, og halvdelen af den britiske befolkning lytter med. Gruppen ledes af Quentin (Bill Nighy) og maden serveres af den eneste kvinde ombord, den lesbiske Felicity (Katherine Parkinson). Den unge Carl, der netop er smidt ud af skolen, (Tom Sturridge) kommer ombord, da moren mener han kan trænge til lidt praktisk erfaring. Senere får besætningen selskab af DJ-legenden Gavin (Rhys Ifans), der truer The Counts (Philip Seymour Hoffman) status som skibets førende DJ. Hver 14. dag gæstes besætningen med en ladning kvinder, der er ivrige efter at møde deres helte og det er de færreste der ikke får lejlighed til lagengymnastik, desværre for Carl er han en af dem. Han får dog kyndig assistance af de ældre DJs til at rode bod på dette. Alt i mens følger vi minister Dormandy (Kenneth Branagh) bestræbelser på at få lukket Rock Radio.
”The Boat that Rocked” er en film der stort set underholder fra start til slut, både i kraft af tempo og i høj grad musikken og aktørernes kærlighed til denne. Musikken er en hovedaktør i sig selv og numrene bruges flittigt til at understøtte handlingen og sætte stemningen. Da Carl kommer ombord på skibet i starten af filmen introduceres han til en helt ny og fri verden, hvor det hele drejer sig om musikken, samtidig med den noget absurde situation at det foregår til søs. For at skabe den rette stemning lejede filmskaberne en gammel trawler i Skotland og sejlede hver dag til havs under en 5 ugers periode og det projekt lykkedes til fulde. Man har virkelig fornemmelsen af at være med på en (musik)trawler med dertil hørende pladsmangel og gnidninger mellem besætningens meget markante personligheder. Rollelisten tæller prominente navne og de er castet godt. Bill Nighy fungerer glimrende som den excentriske skibsejer der forsøger at afholde radioværterne fra alt for megen brug af obskøne ord i æteren. Philip Seymour Hoffman udfylder rollen perfekt som den karismatiske The Count med stort ego. Nick Frost leverer også en solid præstation som den korpulente og humoristisk DJ med kvindetække, og også her er der tale om et stort ego. Produktionsmæssigt er der tale om flotte billeder og klipning, der fungerer fint til at understøtte filmens tempo og rytme.
”The Boat that Rocked” har en happy go lucky agtig stemning, og på trods af forskellige problemer for Radio Rock undervejs, er man aldrig rigtig er i tvivl om at det hele falder på plads til sidst. På minus siden trækker det hele lidt i langdrag sidst i filmen, hvor alle løse ender skal bindes sammen. Spilletiden er på 134 minutter og her kunne man nok have skåret lidt ned. Det skal dog ikke pille ved det faktum at Richard Curtis leverer en svært underholdende film, der bæres frem af musikken og gode skuespilpræstationer.
