Skriv en kommentar
Florence Green (Emily Mortimer) er en frisindet enke med en stærk drøm. Hun rykker teltpælene op og ankommer i 1959 til en lille by i det østlige England, fast besluttet på at åbne og drive en boghandel.
Idéen bliver udfordret af lokale i det lille samfund, men Florences boghandel er ikke en hvilken som helst boghandel. Til både begejstring og forargelse sælger hun Nabokovs skandaliserede Lolita og Ray Bradburys Fahrenheit 451. Det vækker opsigt, og snart møder hun ætsende høflig og hensynsløs modstand fra det lille bysamfund. Samtidig finder hun dog uventede allierede i byens ældre borgerskab, der er godt træt af den indsnævrede atmosfære, og det bliver en kamp ikke kun for boghandlen, men også om byens hjerte og sjæl, hvor kærligheden til litteratur bliver et lys i mørket, der bringer nye venskaber ind i Florences liv.
The Bookshop er klassisk engelsk drama, der er baseret på romanen med sammen navn af Penelope Fitzgerald. Det er en historie om at følge sin indre stemme og drøm, og om hvordan forandring møder modstand, når man gør det, men at man skal samle modet og viljen til at blive ved alligevel.
Det er Isabel Coixet, der har instrueret den. Hun oplevede efter at have læst bogen en særlig samhørighed med Florence og måtte fortælle historien om den frisindede enke, der er uimodtagelig for det sociale ”politi”, og hvad sladderen har dømt inde eller ude, og ganske enkelt ruller ærmerne op og går i gang med at arbejde for sin drøm. Det er Coixets ønske at inspirere og vise, at det er kampen værd: ”My mission is to show that Florence has indeed inspired us all to take up the good fight”.
Det er der kommet en hjertevarm og rar film ud af, hvor tempoet giver plads til, at udviklingen i historien og karaktererne bliver det bærende element. Det er krydret med stemningsfulde billeder af den gamle by, scener med gåture langs det smukke vand og musik der på elegant vis passer sømløst sammen med en voice-over, der giver en effekt, som var det en roman, vi fik læst højt. Det indrammer Florence indledende replik; ”when you read a book, you inhabit it’s univers”, som ramme for hele fortællingen.
Dialogen falder uhindret og præcis, og da vi følger Florence til hende første socialite party, kan man næste fysisk mærke de dryppende giftige smil, der er godt camoufleret i sødme, men som piller hende fra hinanden med bemærkninger om hendes håbløse projekt og forkerte farve på hendes kjole, så der ikke et sekund er tvivl om, at hensigten er at pille hende fra hinanden og at ingen tror på hendes idé. Tværtimod observerer de hende næsten med morskab over, hvad sådan et lille pus kan finde på. Det er tydeligt at forventningen er, at hun skal makke ret og underordne sig det lokale selvudnævnte sociale politi, der forventer, at alle makker ret og følger Mrs.Violet Gamarts (Patricia Clarkson) mindste vink, ønsker og nykker.
Der venter dem dog en overraskelse, da Florence ikke har i sinde at give op, men med energisk iver kaster sig ud i projektet og åbner sin boghandel. Hun chokerer dem alle med sin beslutsomhed og skaber gevaldigt røre i andedammen, hvor alle hved alt om alle og sladderen er tyk. Det bliver derved også en fortælling om sociale normer, der sætter lys på mekanismer, der kæmper mod ytringsfrihed, frisind og forandring og viser en usminket historie om, hvad der ofte sker når en ny tilflytter kommer udefra.
The Bookshop er en film om mod, der ikke kan tages fra én, fordi det bor indeni. Det er engelsk på den gode måde, med underspillet tør humor og charme, og er et yderst vellykket eksempel på at litteraturens univers med stil kan transformeres til det store lærred, som især bogelskere vil sætte pris på.
