Skriv en kommentar
Terry Gilliam og Tim Burton hører til vor tids allerstørste eventyrfortællere og med Burtons ”Charlie & Chokoladefabrikken” og den snarlige ”Corpse Bride” har den dystre optimist allerede sat sit mærke på 2005. Terry Gilliam understreger nu at vi befinder os i et eventyrligt efterår ved at give os ”The Brothers Grimm”, hans første færdiggjorte film i syv år.
Som forventet fra den excentriske filmmager får vi noget helt andet end hvad forventes kan. Hverken en levnedsskildring over de to brødre William og Jacob Grimm, ej heller en film baseret på de utallige eventyr de har gjort verdensberømte. Nej, Gilliam og manusforfatter Ehren Kruger (”Arlington Road”, de amerikanske ”Ring”-film) har i stedet skabt en helt unik fortælling der snor sig ind og ud mellem fakta og fiktion, leger med virkeligheden og slår knuder på logikken – præcis som et eventyr skal gøre det. Brødrene Grimm er virkelige personer, det Napoleonsbesatte tyskland de befinder sig i er en historisk realitet, men den verden Gilliams farverige fantasi giver os er alt andet end virkelig. I stil med åndsbroderen Burton og dennes visualisering af det gamle folkeeventyr om ”Sleepy Hollow” arbejder Gilliam i dystre, uhyggelige grå og brune toner. Han bryder de rette linjer og lader husene stå som skæve håndtegninger. Lader skoven være i live og dyrene være menneskelige.
I filmen er de to tyske brødre i realiteten plattenslagere der rejser det besatte tyskland tyndt og tjener fedt på landlig overtro og vandrehistorier. William (Matt Damon) er logikkens og den empirisk-beviste videnskabs mand, men han er også den frembrusende og egoistiske modsætning til sin mere tilbageholdende broder Jacob (Heath Ledger). Jacob er drømmeren der tror på de eventyr han skriver, drengen der selvtilfreds solgte en ko for en håndfuld magiske bønner. Begge får de dog vendt op og ned på verdenen da de opdages og tilfangetages af den franske hær under ledelse af den særegne general Delatomb (der er ligeså realistisk protrætteret af Johnathan Pryce, som Agememnon af Sean Connery i Gilliams ”Time Bandits”). I ledtog med generalen er den italienske torturekspert Cavaldi, der i skikkelse af altid fantastiske Peter Stormare står for filmens mest underholdende og sort-humoristiske indslag. Den sorte humor er i det hele taget – som man kunne forvente fra manden der gav os ”Fear & Loathing in Las Vegas” og ”Brazil” – meget gennemgående. Således er filmens eventyrlige fortælling, der nu leder de stakkels brødre til en by der virkelig er forhekset, ikke for de helt små. Heksene er modbydelige, ulven blodtørstig og masser af scener er direkte uegnede for børn.
De historier vi alle kender og elsker fra brødrene – Rødhætte, Hans og Grethe, Rapunzel, historien om honningkagemanden og så videre og så videre – bliver lystigt blandet ind i Gilliams værk, der således bliver en hyldest, en genfortælling og sin helt egen historie alt sammen i et. Det høje tempo – der dog fortager sig lidt i filmens sidste tredjedel – og den grovkornede humor går arm i arm og gør til sammen ”Brothers Grimm” til en helt igennem særpræget og eventyrlig oplevelse. Skal man sætte en finger på noget er det spørgsmålet hvorfor det ikke, som originalt planlagt, blev Johnny Depp der portrætterer Will Grimm. Efter hvad han har vist både under Gilliams og Burtons ledelse og i sammenligning med Matt Damons præstation (klart den dårligste i filmen), kan det ikke lade være med at efterlade én siddende tilbage med den sure vished om at filmen kunne have været just den tand bedre.
Alt i alt får Gilliam dog levet op til sit rygte og leveret endnu et dystert eventyr til alle os der ikke kan få nok. Denne gang er han muligvis tættere på Burtons gotiske hjemmebane end vanligt, men viser stilsikkert at dette også er en græsgang han kan betræde. Man kan ikke andet end at overgive sig fuldstændig og lade Terry Gilliam tage ens indre barn i hånden, skræmme, overraske og fortrylle det. Lad os håbe han lever lykkeligt til sine dages ende, så han mange år endnu kan vise resten af den etablerede filmverden hvad virkelig, god gammeldags underholdning er, når man laver det med fantasi, hjerte og legelyst.
