Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Du er sikkert stødt på den gamle frase - vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, men i The Burma Conspiracy får den velgørende hovedperson Largo Winch (Tomer Sisley) en manifesteret forståelse af den genbrugte vending, da han efter sin magtfulde faders død får testamenteret den gigantiske virksomhed, The W Group, der har en estimeret værdi af lidt over 50 milliarder dollars. Largo er moderne humanist, der ønsker at sælge den pengespyende virksomhed og donere alle pengene fra salget til velgørenhed.
Hans afdøde faders bedste ven råder ham dog imod denne overilede handling med advarende ord om, at en så forrygende altruistisk handling vil forrykke den gældende orden i verden, hvor de riger godt nok er næstekærlige ydere, men de yder dog lidt. Kun lidt. Det er paradoksalt nok en harmonisk balancegang at vedligeholde en økonomisk ubalance.
Largo er dog ung, uerfaren og, hvad værre er, stædig, så han fortsætter upåvirket med sine diskuterbare salgsplaner, men inden han når at skrive under, får han stukket en uventet arrestordre i hånden af FN-advokaten Diane Francken (Sharon Stone), der er opsat på at få en endegyldig redegørelse for virksomhedens involvering i en frygtelig massakre i Burma. Largo boede i Burma inden massakren, men kender intet til de alvorlige anklager. Naturligvis påkræver denne pludselige drejning i omstændighederne, at Largo skal spænde selen, spænde halen på revolveren og spænde ben for sine lurende fjender, så han kan nærme sig sandheden, inden løgnene ødelægger det hele.
Largo Winch 2
The Burma Conspiracy bærer egentlig navnet Largo Winch 2, og som den numeriske titel antyder, er denne film en såkaldt efterfølger til Largo Winch. Denne anmelder har ikke set etteren, men efter at have set toeren, mener jeg heller ikke, at dette er påkrævet for at kunne følge med i toerens eskapader. Om kendskabet til etterens profileringer og plot havde uddybet perceptionen af toeren, kan jeg følgelig ikke udtale mig om.
Filmene er oprindeligt baseret på den belgiske tegneserie af samme navn, der er skrevet af Jean Van Hamme og Philippe Francq. Tegneserierne rangerer højt på bestsellerlisterne i Frankrig, hvor de er blevet langet over disken mere end en halv million gange - om året.
Jérôme Salle hedder filmens manuskriptforfatter og instruktør, og selvom han må formodes at være et ubeskrevet blad på disse breddegrader, så er han faktisk manden, der stod bag den franske – og originale - film, Anthony Zimmer, der siden hen er blevet oversat til amerikansk i form af den bævende kranke remake The Tourist.
Med et voldsomt budget - voldsomt i europæiske sammenhænge – der sniger sig i omegnen af 100 millioner kroner, stiger forventningerne næsten til samme proportioner ... eller det omvendte, for er der noget amerikanske pengepumpede film har vist os, så er det, at buldrende budgetter så sjældent ækvivalerer fremragende filmoplevelser. I denne film er pengene skam godt givet ud. Pænt koreograferede biljagter, velassorterede gimmicks, overdådige kulisser og prangende omgivelser er levende vidnesbyrd om, at der har siddet fornuftige økonomer bag dette projekt. Actionscenerne er fornemt eksekverede, men løst fordelte, således at man ofte bliver en anelse konfus over, om filmen afsøger actionetiketten eller lægger beslag på thrillergenren. En tilsigtet comme ci, comme ca måske?
Ikke at forglemme har filmen minsandten også gaflet den aldrende diva Sharon Stone til en af de mere iøjnefaldende biroller. Men hun bidrager med intet særegent, endsige personligt, og man tænker da unægteligt, at bagmændene godt kunne have sparet den (sikkert betragtelige) hyre og i stedet have hyret en europæisk skuespillerinde, der sandsynligvis havde gjort det ligeså tåleligt. Hvis ikke bedre. Resten af skuespillerne klarer deres opgaver lige til bestået, men alt, alt for få skiller sig ud med særlig ekspressivitet eller engagement, hvorfor filmen også lider under en vis slatten, næsten stuporøs livsnerve.
Filmens historie er for så vidt gennemtænkt med strejf af genuin spænding og enkelte øjeblikke af mærkbar interesse, men den er også alt for ufokuseret som et filmisk kamera, der ikke er monteret korrekt og derfor flagrer håbløst i vinden, indfangende alt i sin vildsomme blafren og derfor uden reelt at indfange noget som helst.
Replikkerne føles derudover utroligt kunstige, som kan man høre manuskriptforfatterens pen i luften, en indøvet akt uden livets virkelige impulsivitet og planløshed. Disse kunstlede greb besværliggør selvfølgelig en oprigtig indlevelse i det sete, ligesom de flere gange aktiverer ens refleksion over filmen som en film i stedet for historien i/oplevelsen af filmen.
Når ens indre kritikerrøst bliver vækket flere gange undervejs, savner man den totale opslugthed i filmens scenario.
The Burma Conspiracy bliver derfor ingen filmisk actioncélébrité, men fortjener da heller ikke at blive deponeret i en syrlig, crème fraiche-afdeling. Den tatoverer absolut ingen spor på din nethinde eller lænker sig fast i din hukommelse, men så længe den varer, er du relativt fint underholdt. Det er muligvis ingen højtråbende begrundelse for at se den, men bestemt en accepteret undskyldning.
