Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
The Captive er en film, der har haft ryggen mod muren, selv før den blev gjort tilgængelig for almene mennesker. Ved sin premiere ved Cannes filmfestival buhede publikum, da rulleteksterne begyndte at rulle henover skærmen. Gennem historien har det enten betydet, at filmen virkelig var dårlig, eller også har det vist sige at være mesterværker, som eksempelvis David Lynchs Mulholland Drive, men i hvilken kategori tilhører The Captive?
Vil gerne være anderledes
Et ting står i hvert fald klart ved første færd, The Captive vil gerne være en anderledes film. Vi lægger ud med at se ”morderen”, så at sige. Vi ser, hvordan han holder en ung teenage pige fanget, og hvordan han næres af hendes barndomshistorier og udnytter hende til at fange andre piger. Der når lige at dannes en uhyggelig stemning, inden filmen uden varsel springer otte år tilbage i tiden, til før pigen blev kidnappet. Her får vi serveret en enkelt scene, hvorefter vi springer fem år frem, og sådan fortsætter filmen hele tiden.
Denne fragmenterede fortællestruktur gør, at selvom historien er ganske enkelt, så bliver man hele tiden holdt fanget, fordi det hele bygges dramatisk op på flere tidslinjer. Det er selvfølgelig en gimmick, men fungerer faktisk for det meste, særligt hjulpet på vej af en masse flotte billeder af det kridhvide og golde landskab. Når fortællestilen så ikke virker, føles det som et forsøg på at skjule nogle af narrativets mange mangler.
Idiotiske karakterer
Mange af plotpunkterne er afhængige af decideret idiotiske karakterer. Alle menneskerne i det uspecificerede canadiske område begår alle på et eller andet tidspunkt et helt igennem urealistisk karakterbrud, eller også er det så papirtynde og handlingslammede, at de intet gør i løbet af hele filmen, som f.eks. moren, der giver faren skylden, og ellers tilbringer resten af tiden med at rende rundt og så nedslidt ud som overhovedet muligt. Det er selvfølgelig tragisk, men vi kommer ikke moren nærmere ved, da vi ikke får lært hende at kende, og derfor virker hun underligt identitetsløs. Værst er dog de betjente, der er sat til at lede efter den forsvundne pige.
Betjentene er direkte karikaturer. Fra først gang de taler med faren til den forsvundne datter, har de besluttet sig for, at han står bag det hele. Det er dybt frustrerende at se på, ikke blot fordi de er ualmindelig inkompetente, men også fordi det bare ikke giver nogen mening, når historien er fortalt over otte år, at de hele tiden anklager ham, på trods af, at ingen beviser peger i retningen af ham. Det virker mildest talt kunstigt, og som om det kun er med for at skabe spænding, når vi allerede ved, at han er uskyldig.
Reynolds bliver filmens redning
Al skuespillet er dog ikke elendigt. Det viser sig nemlig, at Ryan Reynolds godt kan levere en ordentlig præsentation i andet end actionfilm eller chick-flicks. Som den indebrændte far, der hele sit liv har måtte holde sine følelser indvendigt, og som bliver uskyldigt forfulgt hele filmen igennem, viser Reynolds, at han på troværdig vis, kan vise et menneske, der bare forsøger at gøre sit bedste i en umulig situation.
The Captive er ikke nogen stor film, det er heller ikke nogen særlig dybsindig eller enestående fortælling, men måden historien fortælles på, sammen med enkelte gribende skuespils præstationer er med til at holde en fanget hele vejen igennem, og skabe en uhyggelig grundstemning, som desværre på grund af historien, hurtigt bliver glemt efter, at man har forladt biografen.
Ekstra materiale
På dvd’en kan man finde interview med instruktør og forfatter Atom Egoyan og Ryan Reynolds, der begge fortæller, hvorfor de valgte at lave denne film. Derudover er der også et kommentarspor med Egoyan, samt slettede scener og en meget lidt alternativ slutning på filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
