THE COMPANY handler om den berømte ballettrup Joffrey Ballet Of Chicago. I løbet af et år følger vi danserne og får et indblik i deres hårde slid, deres op og nedture, samt det kontante pres der altid hviler over dem, for der er altid en mulighed for at blive smidt ud af truppen. Det er hårdt og bestemt ikke for alle og Truppens leder ( Malcolm McDowell ) giver bestemt ikke ved dørene. Han er hård, kritisk men i bund og grund retfærdig. Danseren Loretta Ryan, kaldet Ry ( Neve Campbell ), er en af de mest talentfulde i truppen. Hun arbejder hårdt med at blive en anerkendt solodanser, men prisen for at nå toppen er høj. For at tjene til føden må hun arbejde som servitrice på en burgerbar og i hendes sparsomme fritid, ser hun sin kæreste Josh ( James Franco ) der arbejder på at blive kok. Men det er ikke nemt at få kærligheden til at blomstre, for ofte nærmest besvimer de i hinandens arme af træthed, når de endelig har mulighed for at se hinanden.
Robert Altman er en garvet rotte ud i film-faget. Han ved nok hvordan en god historie skal skrues sammen. I 1975 lavede han klassikeren NASHVILLE og senere kom hans nok mest kendte film MASH. Der senere skulle blive til en Tv-serie af samme navn, der som bekendt stadig den dag i dag ruller over alverdens Tv-skærme. Andre film af Robert Altman kan nævnes THE PLAYER fra 1992 og GOSFORD PARK fra 2001.
Denne gang har han kastet sig over balletten og på en naturalistisk måde formået at fremstille et miljø som de færreste kender, på en fascinerende måde. Helt uden at forfalde til melodramatiske klicheer eller stort opsatte dansescener. Det hele er ganske nydeligt fotograferet, til tider med håndholdt digitalt kamera, set fra danserens synsfelt. Stilen kan i sin form virke dokumentarisk og dette tilføre THE COMPANY en nerve og et drive, der er svær at løsrive sig fra.
Neve Campbell der spiller Ry i filmen, har i mange år ønsket at lave en film om ballettens verden. Neve Campbell har danset siden hun var 6 år og har altid syntes om ideen med en ballet film der skildrede den til tider barske verden en kommende balletstjerne lever i. Neve Campbell har ellers haft svært ved at få ” seriøse ” roller efter hendes hovedroller i SCREAM-serien, men i THE COMPANY beviser hun, at hun kan andet end at skrige i forskellige teenagefilm. For hvis det ikke havde været for hende, var filmen om Ballettruppen The Joffrey Ballet Of Chicago, ikke blevet til noget.
Malcolm McDowell spiller den ophængte leder af dansetruppen. Han er nok af de fleste kendt for sin rolle i Stanley Kubrick’s filmatisering af A CLOCKWORK ORANGE, hvor han spillede den unge Alex, med hang til sex, ultravold og Beethoven. I sandhed også en uforglemmelig præstation, der bragte et væld af roller med sig. For god ordens skyld kan jeg nævne roller i BRITIANIA HOSPITAL, IF, CALIGULA, HIDALGO og mange, mange flere. Malcolm McDowell er altid en seværdig skuespiller og i THE COMPANY gør han det godt som den kunstneriske leder af den populære ballet.
James Franco der spiller Josh kender de fleste nok fra den første film om SPIDERMAN, hvor han spillede Harry Osborn, Peter Parkers room mate og søn af den gale videnskabsmand, der i sin galskab blev til den Grønne Gnom.
James Franco gentager sin rolle i den nye film om Edderkoppen, SPIDERMAN 2.
THE COMPANY er endnu en spændende film fra den gamle mesters hånd. Robert Altman har aldrig været bange for at vise skyggesiden af livet og forskellige miljøer i sine film. I THE COMPANY er det livet i og omkring en berømt ballettrup der står for skud. Det er i samarbejde med Neve Campbell blevet til en meget personlig skildring af en verden der er ukendt for de fleste. Den dokumentariske form virker perfekt og hvis man ikke vidste bedre så ville man tro 110 % på at Malcolm McDowell virkelig var skolens leder. Så overbevisende er han i sin rolle, som den hårdt pressede leder med de store ambitioner. Med dette projekt beviser McDowell endnu engang hans kæmpe talent for at skabe personligheder, der brænder sig ud igennem det hvide lærred og lige ind i publikums hjerter.
Neve Campbell er også god og meget overbevisende i alle hendes scener. Ikke mindst hendes dansescener er fantastiske. Det er tydelig at hun har brændt for projektet. Hvilket jo også er lykkedes på en flot måde.
THE COMPANY er en rigtig spændende oplevelse, og jeg er sikker på at hvis elsker ballet og dans i det hele taget, så bliver det en endnu bedre oplevelse. Dansescener er der masser af og nogle af dem er utroligt flotte. Jeg vil tillade mig at fremhæve dansescenen hvor Neve Campbell og hendes mandlige dansepartner skal opføre en dans i et udendørs teater i en park. Under dansen bryder en storm løs og regnen, torden og vindens rusken, understøtter flot deres dans og musikken. Det er virkeligt flot, og beviser at Robert Altman stadigvæk er en af verdens helt store filmskabere.
Jeg kan virkelig anbefale at man går i biografen og ser THE COMPANY, for det er helt sikkert en af de film der fortjener at blive set på et stort lærred.