Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Robert Altman er en af de få etablerede amerikanske instruktører der konsekvent arbejder op imod den traditionelle måde at fortælle på. I Nashville (-75) etablerede han før tid, det vi i dag kender som den postmoderne pluralistiske form, multiplottet; d.v.s. flere samtidige handlingsplaner og hovedpersoner, hvis veje krydses og derved skaber betydning. I nyere tid huskes især Short Cuts (-93) der sammen med Tarantinos Pulp Fiction (-94) blev fyrtårne for denne fortælleform i den postmoderne 90-erfilm. Det er derfor altid spændende at se en ny Altman-film. Ikke at der altid kommer store film ud af det, men man kan se, at der arbejdes konsekvent udviklende med filmmediet.
Der går en lige line fra Nashville til The Company. I begge film skabes sammenhæng mellem det dokumentariske og det iscenesatte. I sidstnævnte følger vi livet, først og fremmest prøvearbejdet hos den fremragende ballettrup The Joffrey Ballet. Skuespilleren Neve Campbell, som selv har en fortid som balletdanser, er sat ind i truppen som danseren Ry, ligesom Malcolm McDowell, der spiller truppens karismatiske leder Alberto Antonelli, er det.
Man er ikke kommet langt ind i filmen, førend man opdager, at Altman denne gang er ekstremt distanceret i forhold til sit motiv, ballettruppen. Og det i en grad så historierne hele tiden truer med ikke at blive fortalt – ja sådan virker det, også selvom det er en konsekvent stil. Mest åbenlyst gælder dette i forhold til den ”centrale” historie, om den kvindelige danser Ry. Ja, historie og historie; Altman giver os ikke meget andet end korte indblik i hendes tilværelse. Hun roses for sin dans af lederen Alberto Antonelli; hun bliver sur over at være blevet bedraget af en af de mandlige dansere; hun er træt af sin moder der har meget høje (dvs. egne uindfriede) forventninger til datteren; hun indleder et forhold til en meget stille, grænsende til det mutte kok Josh (James Franco); og hun bliver skadet på en premiereaften. Disse optrin krydres, eller er det omvendt, med flotte uddrag fra truppens forestillinger og prøver, truppens private julerevy og ikke mindst af den karismatiske leders årvågne øje og enetaler.
Alt i alt må man sige, at Altmanns distancerende stil gør, at man aldrig for alvor får indblik i ballettruppen og heller ikke i Rys liv. Optrinene er fragmentariske, og fungerer nærmest som eksempler på dagliglivet i truppen. Med lidt god vilje kan man aflæse en vis lethed, nogle vil måske kalde det ømhed truppens medlemmer imellem. Under alle omstændigheder slår hverken dramaet og da slet ikke tragikken ned. Hvor der er optræk til det, afværges det med pæne ord, opgiven eller sågar med en hurtig forbinding af det skadede ben. Måske skal denne sammenhæng også findes i den gennemgående evergreen My Funny Valentine, som optræder i forskellige udgaver filmen igennem. Rigtig overbevisende forekommer denne sammenhæng dog ikke for undertegnede. Og jeg tør godt uden at være balletekspert sige, at en sådan fortolkning, der truer med at skildre ballettens folk som overfladiske ikke er retfærdig. Tilbage er så som nævnt nogle flotte uddrag fra truppens forestillinger. Og det er ærlig talt lidt lidt, ikke mindst i betragtning af, at det er mesteren Robert Altmann der står bag filmen. Man får næsten på fornemmelsen, at filmens stil blot er udtryk for instruktørens uengagerethed.
DVD-ens ekstramateriale består af et kommentatorspor og to featuretter. Det er vel altid interessant at høre en mester som Altman fortælle, som han gør det her. Men dialogen med Campbell er præget af hendes ret ulidelige fnisen over at være i stue med mesteren. På den ene featurette fortæller Neve Campbell om baggrunden for filmen; nemlig at projektet er hendes idé. På den anden fortæller manuskriptforfatteren Barbara Turner, instruktøren Altman, fotografen Andrew Dunn og igen skuespilleren Campbell om deres tilgang til dansen. Det bliver dog ved korte overfladiske betragtninger om dansernes hårde og kærlige liv. Det er svært at forstå Altmans udsagn om, hvor vigtig The Company har været for hans udvikling. Det kan desværre ikke ses på resultatet. Men man kan glæde sig over 16:9 formatet og 5.1.-lyden i de flotte dansescener.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.
